Over 30 grader?: Nu kalder vi det for en 'tropedag'

16x9

TV 2|VEJRET introducerer efter norsk forbillede nu et nyt begreb i dansk 'vejrlitteratur' _ en tropedag

Når det flere dage i træk er højsommervarmt i Danmark, så kan vi få en varme- eller i sjældnere tilfælde sågar en hedebølge. Når den danske sommernat byder på temperaturer, der er en middelhavsby værdig, så taler vi om en tropenat.

Men når temperaturerne i Danmark én enkelt dag når højder, som vi trods alt kun sjældent ser det her i landet, så har vi ikke noget særskilt begreb, der dækker det brandvarme sommervejr.

TV 2|VEJRET introducerer begrebet 'tropedag
Det ønsker TV 2|VEJRET nu at lave om på og introducerer derfor et nyt begreb - en tropedag.

TV 2|VEJRET ønsker dermed at gøre formidlingen og omtalen af usædvanlig varmt sommervejr lettere og definerer en tropedag som en dag, hvor temperaturen ved en eller flere officielle danske målestationer når mindst 30,0 grader.

Det er stadig en officiel dansk sommerdag, når temperaturen et eller flere steder i landet når op på mindst 25,0 grader.

Definitionen af en tropedag sker efter norsk forbillede - i Norge har man blandt andet på det anerkendte YR.no i årevis nemlig benyttet begrebet til netop at beskrive usædvanlig varme sommerdage.

Tropedage er sjældne i Danmark
Selv i en solrig og varm sommer er tropedage bestemt ikke noget, vi oplever ofte. I fjor oplevede vi tre tropedage, mens vi kunne nyde godt af intet mindre end 36 sommerdage.

I 2012 fik vi én enkelt tropedag, mens vi solede os igennem hele 26 sommerdage. I 2011 fik vi ikke én eneste tropedag.

I morgen kan vi dog være heldige - eller uheldige om man vil - at få den første danske tropedag. TV 2|VEJRET's prognosemodeller viser, at temperaturen vil nå op mellem 23 og 28 grader de fleste steder, og lokalt kan man på Midt- og Vestsjælland eller i Vestjylland nå 30 grader og dermed en tropedag.

Inden da skal vi kæmpe os igennem en af de mere velkendte tropenætter med temperaturer omkring 20 grader.

Først kom 'badedag' og 'løvfaldssommer'
TV 2|VEJRET har tidligere indført meteorologiske begreber, som siden har vundet et solidt fodfæste. Blandt andet begrebet 'badedag' allerede i 1996 og med seernes hjælp begrebet 'løvfaldssommer' i 2012.