Carl blev kun knap og nap en storm

16x9

Stormen 'Carl' blev akkurat ikke en storm, da blæsevejret kulminerede over Danmark i nat

Stormen 'Carl' blev akkurat ikke en storm, da blæsevejret kulminerede over Danmark i nat.

Et kraftigt lavtryk passerede lige nord om Danmark med stærk forårsblæst, men ingen steder i landet nåede vi kriterierne for regulær storm.

Det var dog ganske tæt på i Nordvestjylland, som også var udset til at lægge land til nattens kraftigste vinde.

I Hirtshals nåede middelvinden op på 23,7 m/s svarende til en god stormende kuling. Storm begynder ved 24,5 m/s.

Mange steder ved kysterne oplevede man stormende kuling - og mange steder i landet har man fået vindstød af stormstyrke.

Det kraftigste vindstød blev registreret i Rønbjerg Hus med 32,0 m/s svarende til stærk storm.

Vinden aftager i løbet af lørdag formiddag og bliver sidst på dagen blot jævn til hård.