Julestorm hærger hele Vesteuropa

16x9

Hele vejen fra Spanien i syd til Norge i nord hærger den julestorm, som af tyskerne har fået navnet 'Dirk'

Hele vejen fra Spanien i syd til Norge i nord hærger den julestorm, som af tyskerne har fået navnet 'Dirk'.

Lavtrykket, som forårsager uvejret, har et usædvanligt lavt centertryk på 930 hPa lige nordvest for Skotland. Det betyder at det blæser kraftigt i et meget stort område.

Mens en regulær storm raser over blandt andet Irland, Nordirland, Skotland og dele af de norske fjeldområder, så når vindstødene storm- eller orkanstyrke i hele den vestlige halvdel af Europa.

I Bealach Na Ba i det skotske højland i ca. 770 meters højde har vindstødene juleaftensdag været helt oppe på 48,8 m/s hvilket er langt over grænsen for orkan på 32,5 m/s.

Ved kysten nær Le Havre i det nordvestlige Frankrig har vindstødene blæst med op til 39,7 m/s, og så langt sydpå som i spanske Estaca de Bares viste vindmåleren 42,8 m/s under det kraftigste vindstød.

.

Herhjemme har vi juleaftensdag målt det kraftigste vindstød i Thyborøn til 28,0 m/s.

Julestormen vil fra i eftermiddag langsomt aftage over hele Vesteuropa, men det vil henover juledagene fortsat blæse kraftigt mange steder.