Færøerne ramt af rekordvoldsomt vindstød

16x9

Decemberstorm gav helt ekstremt vindstød på Færøerne

Under den første af to voldsomme storme på Færøerne i weekenden er man blevet ramt af så voldsomme vindstød, at der kan være tale om ny færøsk rekord.

Den første voldsomme storm ramte lørdag aften og natten til søndag, hvor der flere steder blev registreret vindstød af orkanstyrke.

Det Færøske Landsverk målte på vejen til den lille by Oyndarfjörður på Eysturoy et så ekstremt vindstød, at der ifølge de officielle målinger kan være tale om en ny rekord.

Vindstødet ramte sent lørdag aften og måltes til 73,9 m/s, der svarer til 266 km/t - og er mere end vindstødsrekorden fra Mykines i marts 1997, da en orkan gav stød på 66,9 m/s.

Det er dog langt fra sikkert det helt ekstreme vindstød ved Oyndarfjörður bliver godkendt som ny færøsk rekord. Vindmåleren står i et dalstrøg i 250 meters højde omgivet af over 700 meter høje fjelde på hver side. Derved er den kraftige søndenvind blæst ind gennem dalstrøget, som gennem en tragt - og derved givet de ekstreme vindhastigheder.

Højeste middelvind blev målt til 41,5 m/s.

Den indtil videre foreløbige rekordholder Mykines målte under nattens storm vindstød på 45 m/s.

Til sammenligning var de kraftigste vindstød under orkanen i oktober herhjemme 53,5 m/s, mens stormen 'Bodil' den 5. december i år bød på 44 m/s i vindstødene.