Her kan du stå op til et 'hvidt drys' i morgen tidlig

16x9

Med lidt held _ eller uheld om man vil _ kan man nogle steder mandag morgen stå op til et lille tyndt snedække på fortove og græsplæner

Med lidt held - eller uheld om man vil - kan man nogle steder mandag morgen stå op til et lille tyndt snedække på fortove og græsplæner.

For selvom der er så godt som ingen fugt at vride ud af den kolde og tørre nordenvind, som blæser ned over landet i dag, så kan de relativt lune farvande hjælpe lidt til i løbet af aftenen og natten.

Her forudser flere prognosemodeller nemlig dannelsen af enkelte, lette snebyger, som kan krydre oplevelsen af en kold mandag morgen over især den nordvestlige del af Sjælland, når de i nordenvinden driver fra Kattegat og ind over land.

Der vil ikke komme snebyger i hobetal, men der, hvor de få finder vejen frem, kan man frem til mandag morgen stedvis få en halv centimeter snedrys.

Ellers venter der Danmark en klar og kold nat med temperaturer ned nær 5 graders frost i de indre dele af Jylland. Ved kysterne og i de østlige egne, hvor vinden fortsat vil blæse let til frisk, holder temperaturerne sig i omegenen af frysepunktet.

Vinterens første sne faldt natten til torsdag - den 21. november - i det centrale og østlige Jylland.