TV 2|VEJRET fulgte stormen - time for time

16x9

TV 2 VEJRET fulgte stormen time for time _ på vej mod Danmark

Et stormlavtryk ramte mandag Danmark og TV 2 VEJRET fulgte det løbende på sin vej frem mod og hen over landet.

Lavtrykket gav i løbet af dagen enkelte steder orkan med vindstød langt over grænsen for orkan.

Vi oplevede de højeste vindhastigheder nogensinde registreret i Danmark, da Kegnæs målte 54 m/s.

Herunder kan du gense stormen, som den kom - og som vi så den her på TV 2 VEJRET fra live-opdateringen begyndte mandag morgen til der mandag aften ved 20-tiden ikke længere var storm over dansk område.

----------------------------------------------------------------------------

Stormen er slut - så voldsom blev den
Kl. 20.22

Så er stormen ved at være slut - en storm, der bød på de højeste vindstød nogensinde registreret i Danmark.

Herunder er de fem højeste middelvinde og vindstød.

Middelvind
Kegnæs: 39 m/s
Gniben: 35 m/s
Vester Vedsted: 33 m/s
Langø: 32 m/s
Blåvandshuk: 31 m/s

Vindstød
Kegnæs: 54 m/s
Vester Vedsted: 42 m/s
Odense: 41 m/s
Gniben: 41 m/s
Anholt 40 m/s

Orkan begynder ved 32,6 m/s, mens stærk storm begynder ved 28,5 m/s.

----------------------------------------------------------------------------

Anholt - ramt af voldsomt stormvejr
Kl. 19.08

Mens blæsten er ved at aftage i det meste af landet efter den mest blæsende dag i dansk vejrhistorie, så er Nordjylland og Kattegat-øerne blevet ramt af stormen.

I Vendsyssel gik vinden fra 5 m/s til 22 m/s inden for en halv time i Hals, da lavtrykket passerede forbi - mens det mest blæsende vejr ramte Anholt, der klokken 19 med 29 m/s havde stærk storm i middelvinden, mens vindstødene med 40 m/s nåede langt over grænsen for orkan.

----------------------------------------------------------------------------

Prognose: Orkan kan endnu ramme Læsø og Anholt
Kl. 18.02

Mens lavtrykket bevæger sig fra Nordjylland og videre hen over den nordlige del af Kattegat vil fortsat voldsom blæst ramme Nordjylland inden for kort tid - og ude over Kattegat kan middelvinden nå orkanstyrke.

Det kan gå ud over de to kattegatøer Læsø og Anholt, som først på aftenen kan blive ramt af orkan med vindstød op til 40 m/s.

----------------------------------------------------------------------------

Stilhed før stormen - i Nordjylland
Kl. 17.23

Lige nu er der blot svag vind i store dele af Nordjylland, hvor man i ordets bogstaveligste forstand oplever stilhed før stormen.

Nær orkanlavtrykkets center hen over den nordlige del af Jylland er der stort set vindstille, mens det på sydvestsiden af lavtrykscenteret blæser op til storm, som i øjeblikket er på vej op langs Jyllands Vestkyst.

Det vindfelt med stormende kuling og storm gav fx. ved Hanstholm vind, der på 10 minutter tiltog fra 9 m/s til 20 m/s.

Det er dette markante vindspring, som i de kommende timer venter Nordjylland - og senere Læsø og Anholt, der kan få storm med vindstød af orkanstyrke i aftentimerne.

----------------------------------------------------------------------------

'Lavtrykkets giftige hale' giver de voldsomme vindstød
Kl. 16.56

Det er i forbindelse med et område lige syd og sydvest for stormlavtrykket, at de kraftigste vindhastigheder af orkanstyrke er målt.

Området med de kraftigste vindhastigheder betegnes under kraftige lavtryksudviklinger også som 'lavtrykkets giftige hale' - det er den der er markeret med rødt - og som fortsætter mod nordøst op over Kattegat inden for de kommende timer.

----------------------------------------------------------------------------

Her har det blæst mest
Kl. 16.25

Vindstød af orkanstyrke har ramt store dele af landet, og ved Kegnæs på Als har man med 54 m/s haft det højeste vindstød i dansk vejrhistorie.

Her er de højeste vindstød indtil kl. 16:

Kegnæs: 54 m/s
Sønderborg: 43 m/s
Vester Vedsted: 42 m/s
Røsnæs: 41 m/s
Blåvandshuk: 40 m/s
Skrydstrup: 40 m/s
Langø: 40 m/s

Grænsen for orkan går ved 32,6 m/s.

----------------------------------------------------------------------------

Vindstød af orkanstyrke - nu også nået til Sjælland
Kl. 16.18

Først var det den sydlige Jylland, så var det Fyn - og nu er stormen også nået til Sjælland med vindstød af orkanstyrke.

Op gennem Storebælt blæser det på Omø med 39 m/s i vindstødene, mens Roskilde har 37 m/s, Flakkebjerg på Vestsjælland har 36 m/s.

Ved Drogen i Øresund er der vindstød på 39 m/s.

Orkan begynder ved 32,6 m/s....

----------------------------------------------------------------------------

Stormen vælter træer og blæser tage af huse
Kl. 16.05

Stormen, som har ramt store dele af landet, har flere steder anrettet store skader.

Især i den sydlige del af Jylland og på Fyn meldes der om væltede træer og flere steder er tage og tagsten blæst af huse.

Fra Katharina Hanberg i Nordborg på Als lyder det via en sms til TV 2 VEJRET:

Her i Nordborg på Als blæser det helt vildt. Der er flyvende tagsten, plankeværk, der vælter og drivhus der er smadret.

----------------------------------------------------------------------------

Danmark - midt i orkanens øje
Kl. 15.34

Det store orkanlavtryk ligger lige nu hen over hovederne på os, og set fra oven ser man, hvorledes Danmark ligger midt i 'orkanens øje'.

----------------------------------------------------------------------------

Ny dansk vindstødsrekord
Kl. 15.15

Kegnæs har med et vindstød på 54 m/s sat ny dansk vindstødsrekord.

Det var, hvad et vindstød nåede op på klokken 15.10, da vindmåleren registrerede helt nye højder for, hvor meget det kan blæse i Danmark.

----------------------------------------------------------------------------

Kegnæs tæt på decemberorkanen
Kl. 15.04

Ved Kegnæs på Als oplever man lige nu de højeste vindhastigheder på dansk grund siden decemberorkanen i 1999.

Her kl. 15 melder Kegnæs om middelvind på 38 m/s, mens vindstødene er oppe på afsindige 50 m/s, der svarer til 180 km/t.

Under decemberorkanen måltes der på Rømø 41 m/s i middelvinden, mens vindstødene var oppe på 51 m/s.

----------------------------------------------------------------------------

Fyn nu også med storm
Kl. 14.53

Så er stormen også kommet til Fyn, som nu melder om middelvind af stormstyrke med vindstød af orkanstyrke i Assens på Sydvestfyn.

Helt ud til Lillebælt er middelvinde nu oppe på 26 m/s, mens vindstødene er oppe på 34 m/s.

----------------------------------------------------------------------------

Orkan for første gang i Danmark i otte år
Kl. 14.40

Kegnæs måler kl. 14.30 hele 36 m/s i middelvinden. Det svarer til fuld orkan er det er første gang at der måles orkan i middelvinden på dansk grund siden den 8. januar 2005.

Dengang måltes 35 m/s i Hanstholm, og det gør således den målte middelvind til den højeste siden decemberorkanen i 1999.

----------------------------------------------------------------------------

Kegnæs - nu nær orkan med voldsomste vindstød i 8 år
Kl. 14.24

Der er fart på ved Kegnæs på det sydlige Als, hvor middelvinden kl. 14.20 nåede helt afsindige 32 m/s, der er meget tæt på orkan.

Grænsen for orkan går ved 32,6 m/s - og den overgås af vindstødene ved Kegnæs Fyr, som er helt oppe på 42 m/s, der er det højeste vindstød på dansk grund siden januar 2005.

----------------------------------------------------------------------------

Kegnæs på Als når nye højder
Kl. 14.15
Med middelvind på 28 m/s, så har stormen nået nye højder ved Kegnæs Fyr på det sydlige Als, hvor man samtidig har vindstød på 36 m/s, der er over grænsen for orkan.

Dermed har man i hele den sydlige del af Jylland lige nu stormende kuling eller wstorm med vindstød mellem storm og orkan.

----------------------------------------------------------------------------

Så er der storm over Danmark
Kl. 14.07

Så er stormen gået i land. Klokken 14.00 blev der for første gang meldt om storm i middelvinden.

Det skete ved Vester Vedsted ved Ribe i Sydvestjylland, da middelvinden nåede 26 m/s (grænsen for storm går ved 24,5 m/s).

Kortet nedenfor er TV 2 VEJRET's prognose for vind kl. 14.

----------------------------------------------------------------------------

Stormlavtrykket er nu en atmosfærisk bombe
Kl. 13.41

Her klokken 13 var lufttrykket i lavtykkets center faldet til 968 hPa, mens det lå ude over Nordsøen, mens det for et døgn siden kl. 13 i går havde et centertryk på 996 hPa.

Dermed er lufttrykket faldet med mere end 24 hPa på 24 timer - og vi har således det man betegner som en atmosfærisk bombe.

Til sammenligning faldt lufttrykket i decemberorkanen i 1999 med 48 hPa på 24 timer - som dermed også må betegnes som en ekstrem og sjælden lavtryksudvikling.

----------------------------------------------------------------------------

Vester Vedsted først med vindstød af orkanstyrke
Kl. 13.35

Så er der vindstød af orkanstyrke i Sydvestjylland. Det skete, da vindmåleren i Vester Vedsted ved Ribe kl. 13.30 viste 34 m/s.

Det er lige over grænsen for orkan, der går ved 32,6 m/s.

Middelvinden i Vester Vedsted er lige nu på 24 m/s, der er lige under grænsen for storm (24,5 m/s). Samme middelvind er målt i Blåvandshuk.

----------------------------------------------------------------------------

Sådan ser stormlavtrykket ud
Kl. 13.14

Stormlavtrykket, der er på vej mod Danmark, blev kl. 11.46 fanget af en satellit - og fra 800 kilometers højde kunne man se strukturerne i det store vejrsystem.

Vi har indtegnet fronterne - hvor det er langs med den okkludere front (den lilla) syd for lavtrykket, at de højeste vindhastigheder findes. Det er det område, som også kaldes 'lavtrykkets giftige hale'.

Netop dette område rammer i eftermiddag og først på aftenen Danmark.

----------------------------------------------------------------------------

Vindstød af orkanstyrke i Nordsøen
Kl. 13.00

Vinden fortsætter med at tiltage og har nu nået orkan i vindstødene. Det er sket ved Horns Rev B, som ligger vest for Blåvandshuk.

Her har et vindstød været oppe på 33 m/s, der lige akkurat er over grænsen for orkan.

Mens vindstødene er oppe på orkanstyrke, så er middelvinden ved Horns Rev A 23 m/s, der er stormende kuling.

----------------------------------------------------------------------------

Holland nu ramt af regulær orkan
Kl. 12.23

For en time siden var vindstødene oppe over orkanstyrke, men nu følger middelvinden også efter langs Den Hollandske Vadehavskyst, hvor man på den hollandske ø Vlieland kl. 12.05 havde middelvind på 35 m/s.

Grænsen for orkan går ved 32,6 m/s.

Samtidig meldes der fra Vlieland om vindstød på 42 m/s.

De kraftige vindstød optræder syd for lavtrykket, og vil i dagens løb bevæge sig op over Danmark.

----------------------------------------------------------------------------

Stormende kuling i det sydlige Jylland
Kl. 12.05

Mens der er vindstød af storm ved Horns Rev, så melder både Blåvandshuk og Kegnæs på Als om vindstød af stormende kuling.

Blåvandhuk har netop haft 22 m/s, mens Kegnæs havde 21 m/s i et vindstød.

Inde over land meldes der i Skrydstrup om 20 m/s, der lige under grænsen for stormende kuling (20,8 m/s.

----------------------------------------------------------------------------

Første vindstød af stormstyrke
Kl. 11.48

Selv om det er nogle kilometer ude i Nordsøen, så er de første meldinger om vindstød af stormstyrke nu løbet ind.

Det er fra Horns Rev B, der ligger vest for Blåvandshuk. Her har man netop haft vindstød på 26 m/s. Grænsen for storm går ved 24,5 m/s.

----------------------------------------------------------------------------

Ny prognose: Stormen bliver en orkan
Kl. 11.41

Nye prognoser, som netop nu er ved at løbe ind lader stormen udvikle sig endnu kraftigere end først antaget.

I følge prognoserne vil et område med orkan i middelvinden (+32,6 m/s) ramme den nordlige del af Vadehavsområdet kl. 15.

De ekstreme vindhastigheder forventes på lavtrykket sydvestside - også kendt som lavtrykkets giftige hale - og kommer det så vidt, så vil det være første gang siden januar 2005, at der er middelvinde af orkanstyrke på dansk grund.

----------------------------------------------------------------------------

Holland ramt af voldsomme orkanstød
Kl. 11.29

Lige nu er øjnene rettet mod sydvest, hvor de kraftigste vindhastigheder optræder syd for stormlavtrykket over Nordsøen.

I øjeblikket er det i Holland, det for alvor blæser - og på Vlieland, en af de hollandske vadehavsøer er der her kl. 11 målt vindstød på 39 m/s, der er langt over grænsen for orkan (32,6 m/s), mens der ved Den Helder - også i Holland er målt 37 m/s i et vindstød.

Det er disse kraftige vindstød, som er på vej op mod Det Danske Vadehavsområde, som det ventes at ramme inde for nogle timer.

----------------------------------------------------------------------------

Svenskerne i højeste alarmberedskab
Kl. 11.14

Det svenske meteorologiske institut, SMHI har netop opgraderet deres varsel for Den Svenske Vestkyst og for Kattegat, så de nu er ude med det højste varsel - et klasse 3-varsel.

Svenskerne forudser middelvinde fra 25 til 30 m/s i Kattegat, der er mellem storm og stærk storm - og som passer ganske udmærket med de seneste prognoser, som netop er kommet ind.

----------------------------------------------------------------------------

Ny prognose: Det bliver værst i Kattegat
Kl. 10.57

En ny prognose, som netop er kommet ind, lader stormlavtrykket udvikle sig, mens det passerer nord om Danmark, og dermed ventes vinden først at kulminere ud på aftenen - og den bliver værst i den nordlige del af Kattegat.

Her vil der på lavtrykkets sydvestside opstå det, der også kendes som lavtrykkets giftige hale, som kan give middelvinde helt op til stærk storm.

Prognosen er en såkaldt global model, der beskriver vejrudviklingen i 'grove træk'. I løbet af en times tid vil TV 2 VEJRET's egne mere finmaskede modeller løbe ind med deres bud.

----------------------------------------------------------------------------

Storm giver forhøjet vandstand - senere på dagen
Kl. 10.43

Stormen, som i løbet af dagen rammer Danmark, kan langs Jyllands Vestkyst give forhøjet vandstand - og vandstanden ventes at kulminere sidst på eftermiddagen og først på aftenen i forbindelse med det 'normale' højvande.

Vandstanden ventes langs havnene i Hvide Sande og Esbjerg at nå op til kajkanten. I Esbjerg ventes lidt over 3 meter over dagligt vande.

Længere mod syd ventes mellem 3 og 4 meter over dagligt vande i Vadehavet. Det er på trods af meterhøje bølger ikke en vandstand, der burde kunne true det store mere end 7 meter høje fremskudte dige.

----------------------------------------------------------------------------

Norsk prognose har orkan i Kattegat
Kl. 10.11

En norsk prognose har en noget voldsommere vejrudvikling hen over Danmark i løbet af i dag - end vi har her på TV 2 VEJRET.

Den norske prognose, der i øvrigt genererer data til den kendte norske vejrside yr.no, har et kraftigt vindfelt med stærk storm til at bevæge sig ind gennem Vadehavet efter middag - og vinden ventes at kulminere sidst på eftermiddagen over det sydlige Kattegat, hvor prognosen har op til orkan lige nordvest for Sjællands Odde.


----------------------------------------------------------------------------

Stormlavtrykket er nu på vej gennem Nordsøen
Kl. 09.51
Stormlavtrykket, der nu er på vej mod Danmark ligger lige nu centralt i den sydlige del af Nordsøen med kurs mod nordøst.

Lufttrykket er ved en tysk boreplatform målt til 974 hPa - og syd for lavtrykket blæser det med middelvinde af stormende kuling.

----------------------------------------------------------------------------

Stilhed før stormen
Kl. 9.36
Lige nu er det stilhed før stormen i Danmark. I Sydvestjylland blæser det blot med en frisk til hård vind, mens de højeste vindstød lige nu har nået kulingstyrke på vindmølleparken Horns Rev A vest for Blåvandshuk.

Billedet herunder fra Esbjerg havn tidligere på morgenen.

----------------------------------------------------------------------------

Rammer først Sydvestjylland
Kl. 08.55
Mens stormlavtrykket bevæger sig ind gennem Nordsøen, forventes det ifølge de seneste prognoser at blæse op til en stormende kuling til storm fra sydvest sidst på formiddagen.

På vejrkortet herunder, der er prognosen fra kl. 11 ses det, hvorledes det er Sydvestjylland og Vadehavsområdet, som først rammes af stormen.


----------------------------------------------------------------------------