Usædvanlig forårs-sne nået til Frankrig og Spanien

16x9

Den iskolde polarluft er trukket ned over både Frankrig og Spanien med masser af sne

Mens vi herhjemme har fået sne mange steder i de seneste par døgn og muligvis går en regulær snestorm i møde i begyndelsen af den nye uge, så er det sene vintervejr også nået så langt mod syd som til Frankrig og Spanien.

Her oplever man i disse dage et vejrlig, som bestemt ikke er vanligt for marts måned.

Efter at den kolde nordøstenvind havde taget grebet om Danmark i weekenden, så strømmede den mandag og tirsdag videre mod sydvest ud over Nordsøen og videre til Storbritannien, Benelux-landene og Frankrig.

Et lavtryk passerede natten til tirsdag ind over det centrale Frankrig, og på dets umiddelbare nordside rasede en snestorm, som satte trafikken i stå mange steder i Normandiet med adskillige centimeter sne og kraftig snefygning.

I løbet af dagen gik nedbøren også i hovedstaden Paris over i sne, hvor vejret ikke ligefrem indbød til en kop kaffe på den nærliggende fortovscafé.

Tirsdag bevægede lavtrykket sig videre østpå under svækkelse, hvilket lod den kolde polarluft sive ned over hele Frankrig.

Det betød blandt andet i temperaturen i Grenoble nær De Franske Alper faldt fra 13° mandag til blot 2° tirsdag.

I løbet af onsdagen bevægede endnu et lille lavtryk sig ind over Den Iberiske halvø, og på bagsiden at dette nye lavtryk strømmede den iskolde luft ud over Biscayen, hvor der dannedes talrige byger, som i nordenvinden ramte det nordvestlige Spanien.

Her var det især provinsen Cantabria med havnebyen Santander som hovedstad, der måtte lægge grund til store mængder sne og massive trafikale problemer.

Du kan se flere billeder af snevejret fra både Frankrig og Spanien i gallerierne i linkboksen til højre.