Foråret banker på - fra to sider

16x9

Vinterkulden bliver udsat for et sandt knivtangsgreb i næste uge

Forårsvarm luft, der strømmer frem mod Danmark fra mere end en blot én side, gør livet ualmindeligt surt for vinterkulden, som lige nu ligger hen over Danmark.

I stedet for iskold luft, der fra Rusland og Skandinavien lige nu strømmer frem mod os med frost og snebyger, så tager forårsvarmen i næste uge et knivtangsgreb på vinterkulden og sender med solens hjælp temperaturen op omkring 5-6 graders varme i dagtimerne.

Angrebet kommer til at foregå helt udramatisk, da det sker lige rundt om et stort højtryk, der er garant for roligt vejr.

Højtrykket ventes at placere sig med sit center hen over Nordsøen - og derved siver oprindeligt varm luft fra Nordafrika frem mod Danmark fra sydøst, mens lun luft fra Spanien angriber fra en hel anden kant.

Kortet nedenfor viser, hvorfra den luft stammer, som kommer frem til Danmark på tirsdag kl. 12. De røde linjer, som hedder trajektorier, går syv døgn tilbage - og mellem hver trekant er der et døgn.

Luften, der presser på fra sydøst kommer oprindeligt fra det nordøstlige Libyen, hvorfra det via Middelhavet, Balkan og Østeuropa når frem til Danmark. Her illustreret ved traktoren for Gedser på Falster.

På nordsiden af højtrykskernen er det en anden, men også varm luftmasse, der strømmer frem mod os. Den gør det ganske langsomt og stammer fra Nordspanien, hvor den via Biscayen tager en stor 'omvej' uden om De Britiske Øer helt op til Færøerne og fra Norskehavet siver ned over Norge mod Danmark - her vist ved trajektoren for Oslo.

Begge luftmasser fører varmen med sig - og i særdeleshed er varmefrembruddet fra sydøst en rigtig forårsbebuder. På de kanter begynder det allerede nu så småt at blive forår. I starten af næste uge ventes 20 grader i store dele af Grækenland.

Helt så varmt bliver det dog ikke... Forårsvarmen siver nemlig kun ganske langsomt frem til os, men med solens hjælp vil temperaturen tirsdag og onsdag flere steder i landet kunne snige sig op over 5 graders varme, som efter besøget af den russiske kulde kommer til at virke helt forårsagtigt.

I alle tilfælde får vinterkulden det mere end almindeligt svært når varmen i næste uge banker på - fra to sider.