Her falder vinterens første sne

16x9

Arktisk kulde er på vej mod Danmark og kan fra torsdag aften give os vinterens første sne

Arktisk kulde er på vej mod Danmark og kan fra torsdag aften give os vinterens første sne. Meget tyder på, det er i Nordsjælland, man kommer til at opleve de første snefnug.

Som det næsten altid er, når den første sne falder, så er det sjældent de store mængder, og ofte vil sneen falde som en meget våd tøsne - og oftest kun helt lokalt.

Lige præcis det ser ud til at ske i de kommende dage, hvor der ifølge de seneste prognoser fra TV 2 Vejrcenter er to chancer for, at den første sne kan falde.

Den første er, når kulden for alvor trænger ned over Danmark i løbet af torsdagen, da vil den iskolde arktiske luft fra Nordpolen hen over Skagerraks og Kattegats endnu lune vand kunne danne byger, som med den nordlige vind især vil kunne ramme Nordsjælland.

Torsdag aften vil temperaturforholdene være således, at nedbøren i forbindelse med bygerne kan falde som sne, der kortvarigt lægger sig på jorden - og sker det, så har vi vinterens første sne.

Det samme kan ske i Vendsyssel, hvor bygerne ligeledes kan falde som slud eller sne.

Skulle vi gå tomhændet gennem torsdag aften og natten til fredag, så venter endnu en chance for den første sne sidst på fredagen og natten til lørdag.

Her vil meget kold luft i højden strømme ned over Danmark og give anledning til der kan dannes byger i både Nordsøen, Skagerrak og i Kattegat, som kan give slud og tøsne i både Sydvestjylland, Vensyssel og så igen over Nord- og Østsjælland.

Her vil meget afhænge af, hvor kraftige bygerne bliver. Ved en høj nedbørintensitet, så er det muligt, at der fra fredag aften og frem til lørdag morgen lokalt kan falde sne, som bliver liggende. Størst er chancen for, at det sker i Nordøstsjælland.

Relativt tidligt, hvis vi får vinterens første sne
At vinterens første sne falder så tidligt (på torsdag er det den 25. oktober) er ikke helt ualmindeligt.

I de seneste 8 år har Tv 2 VEJRET's seere hvert år fotodokumenteret vinterens første sne, og siden da har vi én gang haft snevejr tidligere end den kan falde i år.

Det var i 2010, da vinterens første sne faldt allerede den 21. oktober.

Der kan dog godt falde sne endnu tidligere. Ifølge DMI skal vi tilbage til 1952 for at finde det tidligste tidspunkt vinterens første sne. Dengang fik man i Jylland og på Fyn allerede den 14. oktober vinterens første sne.

I 1992 faldt vinterens første sne den 16. oktober, og i 2003 lå der sne den 19. oktober.