Sådan får du nemmest sneen væk fra fortovet

16x9

Se her, hvilken sneskovl du skal gå efter, hvis du vil have ryddet sneen på bedste vis

Det kolde vintervejr har for alvor ramt Danmark og flere har også fået en del sne, mens der sidst på ugen er endnu mere af det hvide stads i vente. Det betyder, at boligejere får travl med at skrabe fortove og trapper fri for sne.

Er du en almindelig husejer, så behøver du ikke investere i avanceret snerydningsmaskinel. En sneskovl er rigeligt til at få dække behovet. Men det er ikke lige meget, hvilken sneskraber du benytter, når fortovet skal gøres farbart og sikkert

"Generelt er opgaven i private husstande at rydde et mindre stykke fortov og indgangen til huset. Her anbefaler vi, at man bruger en sneskraber, helst under en meter i bredden. Så har man kræfter til at lægge et godt tryk på, så skraberen ikke bare glider hen over det nederste af sneen," det siger Christoffer Gade, medejer af snerydningsfirmaet Snevagten A/S, til bolius.dk.

Sneskrabere kan fås i forskellige materialer. Men du skal gå efter dem, der er lavet af plastik, siger Christoffer Gade.

"Vi foretrækker plastikskrabere, fordi man kan købe dem i ergonomisk udformning, og så er de lettere end de andre materialer... Eksempelvis giver metalskrabere mere modstand, hvis fortovet er ujævnt - her går plastikskrabere lettere over ujævnhederne, så man ikke får skraberen i maven, når den pludselig stopper," siger Christoffer Gade til Bolius.

Her på vejret.tv2.dk, kan du holde dig opdateret på, hvor, hvornår og hvor meget sne der vil falde sidst på ugen.