Sydfrankrig ramt af helt ekstreme vindstød

16x9
Foto:

Langt over grænsen for orkan, da tropisk storm ramte Sydfrankrig

Det var vindstød langt over grænsen for orkan, som i nat ramte Sydfrankrig, da en tropisk storm i Middelhavet bevægede sig ind over Den Franske Riviera.

Vindstødene var helt ekstreme - og selv her i Danmark skal vi mere end seks år tilbage i tiden for at finde en storm, som har givet så kraftige vindstød.

Den tropiske storm, som af amerikanske hurricanemeteorologer fik navnet M01, bevægede sig i nat ind over den franske middelhavskyst.

Her gav den fra Marseille i vest til Monaco i øst vindstød af stormstyrke, men i et næsten 100 kilometer langt område langs Rivieraen nåede vindstødene op over 32,6 m/s, der er grænsen for orkan.

De første vindstød af orkanstyrke fik man sent tirsdag aften at mærke i den af mange danskere kendte badeby St. Raphael, hvor der lige sydvest for byen blev målt vindstød på 41 m/s.

Herefter var det omkring midnatstid vindstød på 38 m/s i Ramatuelle tæt på den mondæne ferieby St. Tropez.

De voldsomste vindstød oplevede man på øerne Porquerolles og Hyeres-Ile du Levant syd for Hyeres - lige sydøst for Toulon.

Hyeres-Ile du Levant havde vindstød på 41 m/s, mens Porquerolles havde 42 m/s, da de kraftigste vindstød ramte natten til onsdag.

Selv om man i den del af Frankrig ofte er hjemsøgt af både den kraftige nordenvind 'Mistralen' og til tider også vinterstorme, så er disse vindhastigheder helt usædvanlige.

Selv i Danmark, der især i vinterhalvåret har det ganske blæsende, skal vi flere år tilbage i tiden for at have haft ligeså blæsende vejr, som man havde det i Sydfrankrig.

I januar 2005 overgik man i Hanstholm det sydfranske blæsevejr, da man havde vindstød på 46 m/s. Ellers skal vi tilbage til orkanen i december 1999 for at finde højere vindhastigheder. Dengang blev der målt 51 m/s i et vindstød på Rømø. Det er i øvrigt dansk rekord.