Usædvanligt flot vejr venter New York Marathon

16x9

Flot efterårsvejr kan give enestående marathon_oplevelse

For en uge siden lå der syv cm sne, hvor 40.000 løbere på søndag skal passere målstregen i et af Verdens største og mest traditionsrige marathonløb.

Til glæde for de mange løbere, hvoraf flere hundrede er danskere, så venter det flotteste amerikanske efterårsvejr man overhovedet kan forestille sig når New York Marathon løbes på søndag.

En af de danskere, der har løbet flest marathonløb, er sikker på, at det flotte vejr vil gøre det til en enestående oplevelse.

Usædvanligt flot og varmt marathon-vejr
Sneen er for længst smeltet, og omkring målområdet, er de tusindevis af væltede træer under sidste uges snestorm i Central Park ryddet af vejen.

Så det kan ikke være mere perfekt løbevejr med udsigt til sol fra en blå himmel, der søndag morgen vil møde løberne på Staten Island, mens temperaturen vil ligge omkring de 10 grader.

Hurtigt vil novembersolen få temperaturen til at stige til omkring 15 grader - og inden de fleste løbere når i mål, kan termometeret i New York vise 18-19 graders varme.

Det er i den absolut varme ende for New York Marathon. Normal skal man der regne med at løbe ved temperaturer omkring 13 grader.

Forunderligt med næsten sensommerligt vejr
Tor Rønnow, som er en af de 5-600 danskere, der skal ud på de 42,195 kilometer gennem New Yorks gader, har intenst fulgt vejrudsigten i den forgangne uge.

"Det er forunderligt, at hvor vi sidste uge hørte om uvejr og sne på den nordamerikanske østkyst, så kan vi nu se frem til næsten sensommerlige forhold ved New York Marathon denne søndag," siger Tor Rønnow, som er en af de danskere, der har løbet aller flest marathonløb.

Vejret kan give enestående marathon-oplevelse
I New York løber Tor ud på sit marathonløb nummer 236, og han har før løbet gennem New Yorks gader, mens det amerikanske efterår viste sig fra en noget mindre pæn side, end det gør på søndag.

"Da jeg løb der i 2006 var det kun 5-6 grader og frysende koldt efter målgangen," siger han - og fortsætter: "Med udsigt til det flotte vejr bliver der bedre mulighed for at nyde det lidt, når man er kommet i mål i Central Park - og generelt vil det gode vejr give løberne en enestående oplevelse rundt i New York, hvor man forventer flere millioner tilskuere til at heppe deltagerne frem mod mål."

Tor Rønnow vil i det flotte og lune efterårsvejr nyde de 41,195 km gennem New York - i øvrigt iført Spiderman-dragt- og som han siger mindre end to døgn før det går løs: "Jeg glæder mig som et lille barn."

På Tor Rønnow's hjemmeside (se link ovenfor til højre) kan man efter løbet læse og se mere om Tor's oplevelser i New York.