Holstebro: Værste oversvømmelse i 40 år

16x9

Holstebro er blevet ramt af de værste oversvømmelser i mere end 40 år efter Storåen er gået over sine breder.

Tøbruddet i weekenden har betydet, at vandstanden i Storåen, der løber gennem Holstebro er steget til niveau, der er ikke set siden 1970.

Vandstanden begyndte for alvor at stige lørdag aften, da temperaturerne steg og et kraftigt regnvejr samtidig satte ind.

Vandet fortsatte natten til søndag med at stige og kulminerede søndag formiddag, hvor det nåede det højeste niveau, der er set siden marts 1970. Det oplyser både Dagbladet Holstebro/Struer og TV MIDT/VEST.

Den høje vandstand betyder, at Storåen er løbet over sine breder og har oversvømmet flere områder i Holstebro.

Ifølge TV MIDT/VEST stod flere gader og huse søndag under vand, og Musikteatret var i fare for at blive oversvømmet.

Det lokale diskotek Bubby Holly blev lukket allerede ved midnatstid natten til søndag, og kolonihaver stod søndag ved middagstid under vand.

Vandstanden stod søndag formiddag ifølge Dagbladet Holstebro/Struer 2,5 meter over den normale vandstand, der er 10-15 cm højere end ved en større oversvømmelse i 2007.

Man skal helt tilbage til den 18. marts 1970 for at finde en højere vandstand i Storåen end den man oplevede søndag.