De fem nye baderåd

16x9

Sol, sommer, sand og vand er sjovt, men kan også være en farligt cocktail. Hver sommer drukner danskere ved stranden. Nu står badesæsonen atter for døren, og i den forbindelse offentliggør TrygFonden i samarbejde med Dansk Svømmeunion fem nye baderåd.

Danmark har over 7.000 kilometer kystlinie, og danskerne har stolte traditioner for at nyde livet på stranden. Men havet er en voldsom naturkraft, som kræver, at man omgås det med opmærksomhed. Sidste år omkom 14 personer ved baderelaterede drukneulykker. Man kan imidlertid undgå mange ulykker, hvis man er opmærksom på en række simple forhold.

Derfor har TrygFonden i samarbejde med Dansk Svømmeunion formuleret fem enkle baderåd, som er lette at huske og indeholder de vigtigste ting, man skal være opmærksom på, når man er på stranden.

Gennem tiden er der blevet præsenteret mange råd om badning og ophold på stranden. Faktisk så mange, at folk har svært ved at huske dem. Derfor har vi ønsket at udarbejde en håndfuld enkle baderåd, som er lette at huske.

Rådene er samtidig blevet formuleret på en måde, så de også inkluderer mange af de andre kendte baderåd, fx at man kun skal springe på hovedet, når man er sikker på, at vandet er dybt nok, fortæller Trine Heidemann, der er kommunikationschef i TrygFonden.

En indre tjekliste, der er let at huske
De fem nye baderåd skal være med til at gøre folk endnu mere opmærksomme på de vigtigste forudsætninger for, at man kan nyde livet på stranden uden at sætte det på spil. For hvis man skal færdes trygt på standen, er der behov for at kende nogle elementære færdselsregler, ligesom i trafikken.

Danskerne bruger stranden og havet hele livet. De fem baderåd skal gerne fungere som en slags indre tjekliste for os, der elsker vand. På den måde kan de blive en naturlig del af vores oplevelser ved vandet, fortæller Erik Bech, kystlivredningschef i projekt Tryg På Stranden; et samarbejde mellem TrygFonden og Dansk Svømmeunion, der hver sommer sætter fokus på at gøre stranden og havet til et mere trygt sted at være.

De fem baderåd

  1. Lær at svømme
  2. Bad aldrig alene
  3. Tjek vindretning, dybde og strømforhold, før du bader
  4. Lær strandens forhold at kende
  5. Børn må ikke bade uden opsyn fra en voksen