21. december - årets korteste dag

16x9

Den 21. december er det vintersolhverv - med årets korteste dag, der kun byder på 6 timer og 55 minutter, hvor solen er over horisonten.


Vintersolhverv kl. 18.47
Årets korteste dag er samtidig den dag, hvor solen står lavest på himlen - såkaldt vintersolhverv.

I sin bane om solen befinder Jorden sig den 21. december i en af sine yderpositioner. Det sker kl. 18.47, hvor solen står i Zenith hen over den sydlige vendekreds.


Seneste solopgang stadig til gode
Det betyder dog ikke, at det er i dag solen, hverken står senest op eller går tidligst ned.

På grund af jordens hældning og den måde jorden roterer om solen på, så gik solen rent faktisk tidligst ned den 14. december - så aftenerne er begyndt at blive lysere. Faktisk har vi allerede 'vundet' et par minutter.

Vi skal dog vente nogle dage endnu før vi atter går mod en lysere morgen. Først den 28. december bliver det lysere om morgenen. Rent faktisk står solen da op 2 minutter senere end den 21. december ved vintersolhverv.


Tiltager med 3 min. og 20 sek. pr. døgn
Fra i dag bliver dagene altså længere med i gennemsnit 3 minutter og 20 sekunder pr. døgn. Og når vi når frem til sommersolhverv den 21. juni er dagen blevet godt 10½ time længere end den er i dag.