'Lucky' har krydset Atlanterhavet

16x9

Skildpadden 'Lucky' er i Sydamerika.

Præcis 4 måneder har havskildpadden Lucky brugt på at svømme omkring 6.600 km fra Azorerne til Venezuela . Hun befinder sig i øjeblikket i det nordvestlige Venezuela og ser ud til at være på vej nordover mod Trinidad.

Det er lidt af en bedrift for en ung havskildpadde der inden genudsættelsen ved Azorerne havde tilbragt 5 år i fangenskab i et bassin på Danmarks Akvarium. Perioden i fangenskab har tilsyneladende ikke påvirket Luckys evne til at orientere sig.

Det er første gang at det er lykkedes forskere at følge en havskildpadde med satellitsender fra Azorerne til det amerikanske fastland. Man har genfundet nogle ganske få dyr i Amerika, der var ringmærket på Azorerne og de Kanariske øer, men man har aldrig set en komplet rute før nu.

Amerikaneren Archie Carr (1909 - 1987), 'The grand old man' i havskildpaddeforskningen, ville have frydet sig over dette resultat. Det var nemlig ham der tilbage i 1967 beskrev hvordan han forstillede sig at unge havskildpadder, der var udklækket på strande langs en stor del af det amerikanske fastland, blev ført med havstrømme rundt i Sargassohavet. Lucky er med til at bekræfte denne teori.

Hvad gør Lucky så nu?
De sidste oplysninger fra satellitsenderen viser at hun er på vej mod Trinidad. Målet er sandsynligvis en fødegrund i nærheden af den strand, hvor hun selv blev udklækket fra, og hvor hun forhåbentlig selv vil lægge æg i den nærmeste fremtid. Måske fortsætter hun helt op til Florida. Det vil de næste par måneders oplysninger fra satellitsenderen vise.

Forskerne har analyseret Luckys DNA. Det viser at hun kan komme fra Florida, Georgia eller Mexico, men samme type DNA er også fundet så langt mod syd som Barbados. Forskerne har dog ikke oplysninger fra DNA indsamlet fra havskildpadder på alle Caribiske ynglelokaliteter, så Lucky kan også stamme fra en helt anden lokalitet.

Måske snart mor for første gang
Der er en chance for at Lucky vil lægge æg i år hvis ellers hun finder frem til sin fødegrund og er kønsmoden. Normalt lægger uægte karetteskildpadder som Lucky æg i perioden april-juni i det caribiske område, mens dyr fra Florida lægger æg i perioden april-september. Lucky målte 68 cm da hun blev udsat, og med den størrelse kan hun godt være kønsmoden.

Satellitsenderen vil i bedste fald fungere i 1½ år, og indtil videre har den sendt i 4 måneder. Der er helt klart en mulighed for at følge Lucky på hendes vej til sin fødegrund. Hvis Lucky finder frem til fødegrunden, vil senderen nok afsløre, at hun stopper sin vandring i en bestemt retning, og i stedet begynder at kredse rundt indenfor et mindre område. Sådan har andre havskildpadder som vi samtidig mærkede med satellitsender opført sig rundt omkring Azorerne, hvor de stadig befinder sig.

En ting er sikkert - det bliver utroligt spændende at følge Lucky og de andre havskildpadder det næste stykke tid.