Verdens største passagerfly gav skyer på himlen

16x9

Verdens største fly gav lørdag flere skyer på himlen.

Lørdag blev en absolut smuk og solbeskinnet dag i størstedelen af Danmark - men hvem skulle tro, at verdens største passagerfly lokalt kunne genere den blå himmel?

Ikke desto mindre var det tilfældet over Kolding i dag, hvor Emirates Airlines' kæmpe-fly, Airbus A380, i en højde af ca. 11 km og en hastighed på godt 900 km/t drønnede hen over den blå septemberhimmel.

Det fangede Mogens Juhl på ovenstående billede - og som man kan se gav flyet faktisk skyer på himlen. Der er tale om de såkaldte kondensstriber - eller på engelsk 'contrails'.


Dannes i en iskold atmosfære
Skyerne eller kondensstriberne dannes når varm og fugtig luft sammen med støv- og sodpartikler dannet ved brændstofforbrændingen i flyets jetturbiner strømmer ud i den iskolde luft, hvor vanddampen fortættes. Luften har typisk en temperatur på under -40°, og observationer fra Nordtyskland - der er repræsentative for luftmassen over Kolding - viser, at temperaturen lørdag eftermiddag lå som lavt som -53° i 11 km højde.

Er luften knastør vil kondensstriberne hurtigt opløses, men er der bare den mindste smule fugtighed vil man i flere timer efter at fly har passeret kunne se en skybræmme, der undertiden kan udvikle sig til et helt skydække.

Det varmetab, der skal til, før vanddampen fortættes til små iskrystaller, tager en brøkdel af et sekund, men det er alligevel lang tid nok til, at kondensstriberne dannes et lille stykke bag flyets motorer.


Hedder 'Cirrus Aviaticus'
Denne kunstige form for skyer, der har fået navnet Cirrus Aviaticus betyder, at en helt skyfri himmel efterhånden er blevet et særsyn. Selv i storfilmen 'Gladiator' kan man se kondensstriber på himlen, selv om filmen foregår hundrede af år før flyet overhovedet kom på vingerne.

Forskning viser, at kondensstriberne i større eller mindre grad er med til at opvarme atmosfæren, da de ganske enkelt virker som skyer, der - ved at absorbere jordens langbølgede varmeudstråling - virker som en 'dyne', der holder på varmen. Med den øgede flytrafik kan det ske, at kondensstriberne ikke bliver en helt ubetydelig del af den globale opvarmning.