1 år siden: Ekstremt skybrud i Sønderjylland

16x9

For 1 år siden blev Sønderjylland ramt af et ekstremt skybrud.

I dag den 20. august er det 1 år siden den sydøstlige del af Sønderjylland blev ramt af det voldsomste skybrud i Danmark i nyere tid.

Det der startede som en helt almindelig sommeraften i Sønderjylland blev på to timer forvandlet til det mest ekstreme skybrud set i Danmark, der med over 150 mm regn og omfattende oversvømmelser rev både jerbanestrækninger og veje med sig.


Skybruddet ramte det sydøstlige Sønderjylland
Området fra Broager i syd over Gråsten til Aabenrå Fjord i nord i den sydøstlige del af Sønderjylland var det sted, der blev ramt af det ekstreme skybrud i aftentimerne den 20. august 2007.

Her et år efter følger vi op med detaljer om det ekstreme skybrud, der slår alle rammer for, hvor kraftigt det kan regne i Danmark.

Skybruddet, der kom i forbindelse med en række meget kraftige tordenbyger, der desuden var med store hagl blev kun registreret af en enkelt af DMI's officielle nedbørmålere. På Broagerland faldt der 54,5 mm, mens en nedlagt nedbørstation ved Gråsten fangede ekstremregnen med 142 mm.


Radardata giver mere viden
Flemming Vejen og Niels Woetmann fra DMI har i tidsskriftet 'Vejret' efterfølgende analyseret uvejret i Sønderjylland. Her er data fra vejrradaren blevet brugt til at bestemme, hvor store nedbørmængder der egentlig faldt.

Med hjælp fra vejrradaren kan nedbørmængderne bestemmes for hvert 10. minut inden for et område på 2x2 km.


155,8 mm på 2 timer og 30 minutter
Ifølge analyser af radardata faldt der i området omkring Gråsten mellem 100 og 155 mm regn - mest faldt der nord for Gråsten ved Aabenrå Fjord, hvor radarmålingerne viser, at der er faldet hele 155,8 mm regn på 2 timer og 30 minutter.

Det er så store nedbørmængder, at der den augustaften i Sønderjylland har været skybrud uafbrudt i to en halv time.

Den største del af nedbøren faldt dog i løbet af ganske kort tid sidst på aftenen.


111 mm regn på en halv time
Da regnen hen over det sydøstlige Sønderjylland var kraftigst faldt der ifølge radarmålingerne på 30 minutter hele 111 mm regn, mens der i løbet af de 10 minutter skybruddet kulminerede faldt hele 53 mm.

Det svarer til, at der hvert minut i gennemsnit er faldet 5,3 mm, som skal sammenholdes med alle tiders danske skybrud i 1993 i Rønne - indtil da. Dengang faldt der 4,4 mm regn på et minut.


Sætter nye standarder for ekstremregn
De nedbørmængder, der faldt på 10 minutter i Sønderjylland om aftenen den 20. august 2007, tåler ingen sammenligning med, hvad der ellers er målt i Danmark i nyere tid og må betegnes som helt ekstreme.

De 53 mm regn der faldt nær Gråsten på blot 10 minutter står i skarp kontrast til en måling på 24,4 mm regn - også på 10 minutter - ved Nørre Sundby i august 2006, der indtil da var den højeste 10 minutters nedbørintensitet, der er blevet registreret i Danmark i de sidste 10 år.

Det ekstreme skybrud i Sønderjylland for et år siden sætter således en helt ny standard for, hvor meget det kan regne i Danmark.

Måske skal vi helt tilbage til et skybrud for 130 år siden i Lønstrup i Nordvestjylland, der dog ikke er dokumenteret på samme måde, for at finde noget lignende.