Imponerende skypumpe ved tyrkisk ferieby

16x9
Turister ser på skypumpen ud for Alanya i Tyrkiet den 19/10 2006 Foto:

Turister blev overrasket af skypumpe ved tyrkisk ferieby.

Turister på efterårsferie i det sydlige Tyrkiet fik sig en ekstra oplevelse, da der torsdag blev dannet flere skypumper over Middelhavet ud for feriebyen Alanya.

Som man kan se på billedet, så var en af skypumperne ganske imponerende - og ifølge nyhedsbureauerne blev det et rent tilløbsstykke blandt turisterne på strandene ved Alanya.

Turisterne fortrak dog hurtigt da bygerne nærmede sig kysten.

Skypumperne er nemlig dannet i forbindelse med kraftige byger, der de seneste dage har ligget over det sydlige Tyrkiet.

Bygerne er dannet i forbindelse med kold luft, der i højden tirsdag og onsdag fra nord passerede ned gennem Det Ægæiske Hav - og som torsdag passerede syd om Tyrkiet. Hen over Middelhavets varme vand har det givet anledning til dannelse af de byger, der har kunne generere de imponerende skypumper.

De seneste døgn har det været meget ustadigt vejr i det sydlige Tyrkiet. Siden tirsdag er der faldet 248 mm regn i Antalya på den tyrkiske riviera.