Ny rekord: Solen skinnede i 347 timer

16x9

347 solskinstimer gjorde maj til den solrigeste måned gennem tiderne.

Solen har i maj skinnet mere end i nogen anden måned siden 1920. Med 347 solskinstimer sætter maj måned 2008 dermed en ny og helt enestående solrekord.


Rekorden slået med hele 17 timer
En ny dansk solrekord på 347 solskinstimer er en realitet efter en den mest solrige måned, der er registeret i Danmark siden man i 1920 begyndte at registrere solstimerne.

Med 347 solskinstimer slår vi den 'gamle' rekord på 330 timer fra 1947 med hele 17 timer.

Maj måneds samlede antal solskinstimer på 347 timer svarer til, at solen i gennemsnit har skinnet i 11 timer og 12 minutter, hver dag i hele maj måned.


Solrekorden kom 'i hus' allerde fredag
Ifølge DMI blev solrekorden allerede sat fredag eftermiddag - den 30. maj - da det stod fast at solen i maj måned havde skinnet i mere end de 330 timer.

Solrekorden kom således 'i hus' over et døgn før måneden sluttede. Lørdagens solrige vejr med 15 timers solskin var ren bonus til den helt enestående solrekord, der kom til at lyde på 347 solskinstimer - og gør dermed maj måned 2008 til den mest solrige måned i Danmark, siden man i 1920 begyndte at registere solskinstimerne.

Dermed hensættes de 330 solskinstimer fra i maj 1947 til en plads i skyggen.


Maj slog 'rekorden der ikke kan slås'
Solrekorden fra maj 1947, som nu er blevet slået, er ikke hvilken som helst rekord. Det er ganske enkelt en af de helt enestående danske vejrrekorder. Indtil den rekordsolrige sommer i 2006, hvor juli gav os hele 321 solskinstimer, var der hele 26 timers forskel i antallet af solskinstimer fra den næstmest solrige måned (maj 1935) og op til de rekordhøje 330 solskinstimer i maj 1947.

Solrekorden fra maj 1947 er en af de rekorder, der bare ikke kunne slås - men det har en ekstremt solrig maj 2008 nu lavet godt og grundigt om på.