Louisiana i undtagelsestilstand: - Jo flere oplysninger vi får, desto mere frygter vi

Stormen frygtes at give meget pludselige og voldsomme oversvømmelser.

Den tropiske storm Barry er ved at samle kræfter ud for den amerikanske kyst og kan komme meget tæt på orkanstyrke i løbet af fredag.

Det amerikanske orkanvarslingscenter, NHC, advarer om livsfarlige forhold langs kysten af det sydlige og sydøstlige Louisiana, og USA’s præsident, Donald Trump, har fredag eftermiddag dansk tid erklæret staten i undtagelsestilstand.

Det oplyser Det Hvide Hus.

- Jo flere oplysninger vi får, desto mere frygter vi at stå over for ekstreme regnmængder, siger Louisianas guvernør, John Bel Edwards.

Indbyggerne i Louisiana opfordres til at sikre deres hjem, inden Barry går i land. Flere har valgt helt at forlade dem.

- Vi er på vej væk. Det er floden, som bekymrer os mest, siger Betsey Hazard, som sammen med sin mand og to små børn bor tæt op ad Mississippi i byen New Orleans.

Herman Krom sikrer sin forretning i New Orleans med sandsække forud for stormen Barry.
Herman Krom sikrer sin forretning i New Orleans med sandsække forud for stormen Barry. Foto: Jonathan Bachman / Ritzau Scanpix

Netop vandmasserne kan give store skader, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Barry bevæger sig relativt langsomt, og derfor vil den medføre kraftig, langvarig regn over de ramte områder med mellem 250 og 500 millimeter. Louisiana får normalt omkring 1500 millimeter regn på et helt år.

De store mængder giver risiko for oversvømmelser langs den centrale Golfkyst og længere inde på land i Mississippi-dalen gennem weekenden og helt ind i næste uge. Nogle af disse oversvømmelser frygtes at komme meget pludseligt og være meget voldsomme.

- Vindstødene kan give problemer, men man frygter i langt højere grad stormflod, hvor man forventer op til 1,8 meter over normal vandstand i meget lave områder ved kysten, siger Thomas Mørk.

Rundingen oppe til venstre viser kystlinjen på den mexicanske golf. Louisiana er det område, der næsten er dækket af uvejret.
Rundingen oppe til venstre viser kystlinjen på den mexicanske golf. Louisiana er det område, der næsten er dækket af uvejret. Foto: Nasa / Ritzau Scanpix

Regnen kan være farligere end vinden

Barry har netop nu vindstød af op til 22 meter i sekundet svarende til 80 kilometer i timen.

Orkan begynder ved 32,7 meter i sekundet, og Barry ligger i prognoserne til at nå 32,4, hvilket svarer til mere end 116 kilometer i timen.

Richard Vasquez fra Port Sulphur i Louisiana pakker nogle ejendele fra sit hjem, inden han kører i sikkerhed fra Barry.
Richard Vasquez fra Port Sulphur i Louisiana pakker nogle ejendele fra sit hjem, inden han kører i sikkerhed fra Barry. Foto: Jonathan Bachman / Ritzau Scanpix

I 2005 blev Louisiana ramt af orkanen Katrina, der endte med at være den mest ødelæggende i amerikansk historie.

Store områder blev oversvømmet, og mindst 1200 mennesker omkom, hovedsageligt i New Orleans.

Katastrofen medførte, at 75 procent af New Orleans stod under vand.

Uvejret fredag ventes imidlertid ikke at ramme New Orleans direkte, men storbyens vestlige kant.

Borgmesteren i New Orleans, LaToya Cantrell, understreger, at voldsom nedbør vil kunne medføre et sammenbrud i pumper, som skal holde gaderne i den lavtliggende by frie for vand.