Uvejr i Italien sendte strandgæster på flugt

Kraftige vindstød væltede også omkring 200 gamle fyrretræer.

Den italienske adriaterhavskyst, der er et yndet feriemål for danske turister, blev onsdag ramt af et kraftigt uvejr, der sendte 18 personer på hospitalet. Det oplyser nyhedsbureauet AP.

En kvinde fra feriestedet Milano Marittima var i kritisk tilstand efter uvejret, men er nu uden for livsfare. Blandt de tilskadekomne er også en gravid kvinde.

Lidt længere nordpå ad kysten i Tortoreto måtte strandgæster flygte, da uvejret trak ind over land, mens løse genstande blæste rundt omkring dem. Det viser en video.

Kraftige vindstød væltede omkring 200 gamle fyrretræer i kystbyen Pescara.

Træerne var over hundrede år gamle.

Omkring 200 gamle fyrretræer lagt ned af vinden. Video: TV 2 Danmark

Udover kraftige vindstød faldt der hagl på størrelse med appelsiner ved Ravenna, og der har været oversvømmelser i områderne Romagna, Marche og Abruzzo, hvor blandt andet et hospital pludselig havde vand ind over gulvene.

De store hagl resulterede flere steder i bulede biler med knuste ruder og ødelagte tage.

Uvejret har ramt den italienske adriaterhavskyst. Video: TV 2 Danmark

Pescara fik hele ti centimeters regn under uvejret, og det fik ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA byens veje til at fremstå som regulære floder med biler og affaldscontainere sejlende ned ad sig.

Længere oppe i byen skyllede vandmasserne underlaget for nogle af vejene væk og fik dermed belægningen til at bryde sammen.

Dødbringende vejrsystem

Uvejret er en del af det vejrsystem, der har kostet mennesker livet i Grækenland. Det er opstået på forsiden af en koldfront, som har bevæget sig hele vejen ned over Mellemeuropa de seneste dage. Det forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk.

Kontrasterne mellem den varme, fugtige middelhavsluft og den køligere luft fra nord gav sammen med særlige vindforhold grobund for særligt kraftige tordenbyger med voldsomme vindstød.

- Vi ser ofte uvejr på den her tid af året over Mellemeuropa, men i øjeblikket er det hele forskubbet mod syd. Vi har i Danmark sommervejr, som man normalt kunne finde i Norge, vores varme sommervejr er over Tyskland, og Sydtysklands sommeruvejr er nu rykket syd for Alperne, siger Thomas Mørk.

Onsdagens uvejr ligger torsdag over det nordlige Tyrkiet og går gradvist i opløsning på vej videre østpå.