Varmere vejr på vej til Danmark - op til 25 grader i weekenden

16x9
Det bliver varmere - og måske er der nogle, som i weekenden finder vej til stranden. Foto: Ida Marie Odgaard / Scanpix Denmark

For første gang i juli er der udsigt til, at vi kan få en sommerdag, når varmen kulminerer i weekenden.

Efter en kølig start på juli uden en eneste sommerdag er der nu betydeligt varmere vejr på vej til Danmark.

Der er dog i dele af landet risiko for perioder med byger, men de fleste steder får man frem til og med weekenden det, de fleste vil betegne som rigtigt dansk sommervejr.

Den lunere luft kommer fra en noget uvant kant. En strømning af luft fra nord vil de kommende dage lade Danmark ligge i læ bag de norske fjelde, hvor en svag føhnvind vil udtørre og opvarme luften, der fra Norge blæser ned over Danmark.

TV 2 VEJRETs femdøgnsskema.
TV 2 VEJRETs femdøgnsskema. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Store forskelle i vejret frem mod weekenden

De første par dage frem mod weekenden vil man i dele af landet dog skulle kigge langt efter sommervejret.

Torsdag skal et område med skyer og lidt regn ind over den sydvestlige del af landet, men i Nordjylland og øst for Storebælt kan man se frem til en solrig torsdag med temperaturer op til 22 grader.

Fredag bliver der igen store forskelle i vejret, alt efter hvor i landet man er.

I den nordlige del af landet kommer der en del sol og op til 23 grader, mens der især i den sydlige halvdel af Jylland og på Sjælland ud på eftermiddagen er risiko for byger, som lokalt kan blive kraftige og være med torden.

I hele landet vil der fredag være rolige vindforhold.

Mange får sommervejr i weekenden

I weekenden kulminerer sommervarmen over Danmark, og allerede lørdag kan vi måske se frem til juli måneds første sommerdag med temperaturer lige over 25 grader.

Det bliver tilmed solrigt, så man de fleste steder får en lørdag med sol det meste af dagen, og temperaturer vil generelt ligge mellem 22 og 24 grader.

Lokalt kan det i den østlige del af Jylland og i Nordsjælland blive lidt varmere, og her er der bedst chance for at få en meteorlogisk sommerdag.

Prognose: Temperaturer lørdag eftermiddag.
Prognose: Temperaturer lørdag eftermiddag. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Ud på eftermiddagen er der dog en lille risiko for, at sommervejret kan blive afbrudt af en lokal byge.

Søndag ser ligedeles ud til at blive en solrig dag, der igen bliver med store forskelle i temperaturen hen over landet.

I Vestjylland ventes op til hård vind fra nordvest. Det vil holde temperaturerne nede omkring 16 til 20 grader, mens man i resten af landet fortsat får rolige vindforhold, og her er der atter udsigt til temperaturer omkring sommerlige 22 til 24 grader.

Således afsluttes ugen med en weekend, der de fleste steder i landet bliver med flot dansk sommervejr.