Grønland har varmere sommervejr end i Danmark

16x9
Det er sommer på Grønland (Arkivfoto). Foto: STAFF / Scanpix Denmark

Mens vi har gået og frosset, har man på Grønland haft sommervejr.

Store dele af Vestgrønland oplevede mandag usædvanligt varmt sommervejr.

Mens mandagens højeste temperatur i Danmark blev 21,1 grader, nåede termometret i Nuuk 23,0 grader,

Længere mod nord havde Sisimiut 21,8 grader, og det samme var tilfældet i Paamiut på Grønlands Vestkyst.

I både Kangerlussuaq og Narsarsuaq nåede temperaturen også over 20 grader. Det er efter grønlandske forhold helt usædvanligt højt.

Temperaturer mandag den 9. juli.
Temperaturer mandag den 9. juli. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

De 23,0 grader i Nuuk er blot 1,9 grader fra varmerekorden i den grønlandske hovedstad, der med 24,9 grader blev sat i september 2010.

Det er desuden den næsthøjeste temperatur, Nuuk har målt i juli siden år 2000.

Det er kun syvende gang inden for de seneste 20 år, temperaturen i juli har været over 20 grader. De seneste år har man dog generelt oplevet høje temperaturer i juli, og inden for de seneste otte år har termometret seks gange vist 20 grader eller mere.

Det var her i lufthavnen i Nuuk, der blev målt 23,0 grader den 8. juli (Arkivfoto).
Det var her i lufthavnen i Nuuk, der blev målt 23,0 grader den 8. juli (Arkivfoto). Foto: Terkel Broe Christensen / Scanpix

Der er endnu et stykke fra mandagens temperatur til den absolutte grønlandske varmerekord.

Den højeste temperatur registeret i Grønland er 25,9 grader målt i Maniitsoq - tidligere Sukkertoppen - på en usædvanlig grønlandsk sommerdag 30. juli 2013.

Dengang slog man den tidligere varmerekord sat i Kangerlussuaq, hvor man i juli 1990 havde en af de meget sjældne sommerdage i Grønland med 25,5 grader.

Føhnvinde gav sommervarmen

Den usædvanlige grønlandske sommervarme kom i forbindelse med føhnvinde, der fra Indlandsisen blæste ned gennem de store fjorde i Vestgrønland.

Varm luft, der i sidste uge rev sig løs i den centrale del af Sibirien, strømmede sidst på ugen og i weekenden ud over Barentshavet og Svalbard og herfra videre mod vest til Grønlandshavet, inden den varme luftmasse fra øst blæste op over Grønlands Indlandsis.

På sin vej ned fra den 2500 til 3000 meter høje indlandsis blæste den ned mod Grønlands Vestkyst.

Derved blev luften opvarmet og udtørret, så den varme og knastørre føhnluft kunne blæse frem mod kysterne i Vestgrønland.

Ud over at være varm var føhnvinden også med kraftige vindstød. Mandag blev der i Narsarsuaq i Sydgrønland målt 24 meter per sekund, der er tæt på stormstyrke.

Sommerstemning på Grønland

Det varme grønlandske sommervejr har sat gang i sommerstemningen.

Billederne herunder viser, hvordan den grønlandske sommer kan se ud med solbad på terrassen, strandtur eller en forfriskende dukkert i en af de mange badesøer.