Varmere klima har trukket giftig fisk til indre danske farvande

16x9
William Brenner Larsen fangede den lille fisk ved Sjællands Odde. Den ser beskeden ud, men er ikke til at spøge med. Foto: William Brenner Larsen / Fiskeatlas

Den lille fjæsing anses for mere giftig end den gamle "danske" fjæsing, men den skal vi også til at vænne os til.

En giftig lille fjæsing er dukket op længere inde i de danske farvande end nogensinde før. Det skyldes det varmere klima, fortæller fiskespecialisten Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum.

- Den lille fjæsing breder sig nordpå, og der er tilsyneladende tale om en regulær udbredelsesændring mod nord. Det er en sydlig art, så alt tyder på, at det er en klimating, siger Henrik Carl.

Der er mange ting, der påvirker den danske fiskefauna. Ændrede strømforhold kan bringe nye arter til, og de kan for eksempel komme hertil med ballasttanke på skibe. Den lille fjæsing er en af dem, hvor klimaet er årsagen, men tingene er ikke altid, som man skulle forvente.

- Sidste sommer, som var utrolig varm, så vi ikke nævneværdigt flere sydlige arter, hvilket man ellers godt kunne have forventet. Det var, fordi strømmen op langs Vestkysten, som bringer dem med sig, ikke var så kraftig som normalt. Det skal ikke bare blive varmere, de skal også kunne komme herop, forklarer Henrik Carl.

Bevæger sig ind i de indre farvande

Den lille fjæsing er hidtil kun blevet fundet få gange i Kattegat og Skagerrak. Ellers kendes den kun fra Nordsøen. Denne sommer er den fundet så langt inde i de indre farvande som Sjællands Odde. Det viser, hvilken vej den lille fjæsing bevæger sig.

- De har endnu ikke set den i Sverige, og først sidste år blev den set i Norge, fortæller Henrik Carl, der siden 2006 har været involveret i projektet Fiskeatlas for Statens Naturhistoriske Museum.

Han føler sig sikker på, at de havde fundet den lille fjæsing tidligere i forbindelse med fiskeatlasset, hvis den havde været udbredt så langt inde i de indre farvande som nu. Til gengæld vurderer han, at nu, hvor den er dukket op, vil den formentlig kunne findes i hele Nordsjælland og i Øresund.

Den lille fjæsing anses for mere giftig end den almindelige fjæsing, og den er også nemmere at komme i kontakt med for badegæster. Henrik Carl understreger dog, at fremkomsten af den lille fjæsing ikke skal afholde folk fra at bade.

- Det er meget ubehageligt at stikke sig på en fjæsing, men det er normalt ikke noget, man dør af. Man skal bare vide, hvad man skal gøre, siger Henrik Carl.

Kom i land og søg hjælp

Hvis man bliver stukket af en fjæsing, skal man undgå panik. Det gør meget ondt, men det drejer sig om at få sig reddet i land og hurtigst muligt få stiksåret i så varmt vand som muligt. Det vil tage toppen af symptomerne.

- Jeg kender ikke nogen, der har stukket sig på en lille fjæsing, men jeg kender en del, der har stukket sig på en almindelig fjæsing. Det er absolut ikke noget, man ønsker sig, og det kan tage måneder at komme sig over, fortæller Henrik Carl.

Den lille fjæsing er lidt mere lumsk end den almindelige, da den også om dagen ligger gemt i sandet inde på så lavt vand, at badegæster kan komme til at træde på den. Det er dog ikke rygpiggene, der er de værste, men gællelågspiggene. Derfor ses de værste skader også hos fiskere, som har taget om fisken for at tage den af krogen, og ikke på fødderne hos badende.

Den almindelige fjæsing er op til 40 centimeter, mens den lille kun bliver op til 15 centimeter lang.
Den almindelige fjæsing er op til 40 centimeter, mens den lille kun bliver op til 15 centimeter lang. Foto: Fiskeatlas