Usædvanlig tidlig tropenat kan ramme Danmark

16x9
I Sønderjylland, omkring det Sydfynske Øhav, Lolland, Falster og Bornholm kan det ende med, at temperaturen holder sig over 20 grader hele natten, hvilket er definitionen på en dansk tropenat. Foto: Anja Bundgaard / Seerfoto

Normalt oplever vi først tropenætter i sensommeren.

Efter en særdeles varm tirsdag eftermiddag med temperaturer op til 30 grader har vi også udsigt til en varm nat, hvor mange nok kan få svært ved at sove.

Temperaturen kan holde sig over 20 grader natten igennem, og derved kan det blive en tropenat. I så fald årets første og en usædvanlig tidlig en af slagsen.

Man er mest udsat for nattevarmen i de sydlige egne af landet.

I Sønderjylland tæt på grænsen er prognoserne allervarmest med en forventet minimumtemperatur for natten på hele 22-23 grader. Men henover det Sydfynske Øhav og omkring Lolland og Falster kan man også opleve en tropenat.

En kombination af lunt vand ved kysterne omkring Østersøen og en meget varm luft fra sydøst gør, at temperaturen kan holde sig over 20 grader natten igennem.
En kombination af lunt vand ved kysterne omkring Østersøen og en meget varm luft fra sydøst gør, at temperaturen kan holde sig over 20 grader natten igennem. Foto: TV 2 Vejret

Og under alle omstændigheder bliver det en hed omgang i nattetimerne mange steder mod syd.

Derfor bliver natten varm

Forklaringen på, at det kan blive så varmt i de mørke timer, er, at luften over Danmark i sig selv er særdeles varm. Vi er i udkanten af en luft, som tirsdag eftermiddag giver 35 til 38 grader over Tyskland.

Natten igennem vil den varme luft fra Tyskland sive op over grænsen til Sønderjylland. Varmen kan også overleve hele vejen hen over Østersøen til Det Sydfynske Øhav, Lolland og Falster.

Her bliver varmen hjulpet på vej af et hav, som efterhånden også er lunt.

Ved Løgismose Strandcamping på Sydfyn målte TV 2 Vejrets badevandspatrulje mandag hele 23 grader i en meters dybde, og flere steder ved Østersøen er havvandet omkring 20 grader varmt.

Tidligste tropenat i 19 år

Får vi en tropenat, er det usædvanlig tidligt på året.

De tidligste tropenætter, vi har oplevet i Danmark i nyere tid, var natten til 3. juli i 2010 samt natten til 4. juli i 2009. Tilbage i 2000 målte man 20,6 grader som laveste temperatur natten til 21. juni.

Ellers er tropenætter et sensommerfænomen, når vandet omkring os er varmet op af en lang sommer.

Det varme vejr holder ved frem til onsdag, hvor man igen kan nå et sted mellem 25 og 30 grader over de østlige egne. Men herefter bliver det en overgang noget køligere.