Astrofotograf har fanget de lysende natskyers dans på himlen

De lysende natskyer tegner i denne tid helt unikke billeder på himlen efter solnedgang.

Lysende natskyer er et af vores flotteste sommerfænomener, og efter TV 2 Vejrets omtale er billederne strømmet ind.

En af dem, der har været ude med sit kamera, er den prisvindende nattehimmelfotograf Ruslan Merzlyakov fra Hjørring. Han har filmet nattehimlen over Nordjylland og sat farten på optagelserne op, så det tydeligt kan ses, hvordan skyerne danser på nattehimlen.

International anerkendelse

Selvom Ruslan Merzlyakov kun er først i 20’erne, har hans billeder allerede vakt opsigt uden for landets grænser. I oktober fik han tredjepladsen i en international fotokonkurrence for astrofotografer i kategorien himmellandskaber. Hans billeder ses ofte også på spaceweather.com.

De lysende natskyer ligger næsten helt ude i rummet i 80 kilometers højde. De består af iskrystaller dannet på meteorstøv. Det normale synlige skylag går til sammenligning kun op til ti kilometers højde.

Kun synlige om natten

Skyerne er usynlige om dagen, men træder frem, når solen går ned. Det sker, fordi solen lyser hen over horisonten og op på skyerne nedefra – lidt på samme måde som når solen lyser på månen, selvom det er mørkt.

Skyerne kan kun ses om natten i sommermånederne, hvor solen står højest på himlen på den nordlige halvkugle.

Ruslan Merzlyakov har trods sin unge alder vakt international opsigt med sine billeder af nattehimlen. Her ses de imponerende lysende natteskyer kort efter solnedgang.
Ruslan Merzlyakov har trods sin unge alder vakt international opsigt med sine billeder af nattehimlen. Her ses de imponerende lysende natteskyer kort efter solnedgang. Foto: Ruslan Merzlyakov / Seerbillede

De lysende natskyer er de højest beliggende skyer, der findes, og de eksisterer naturligvis hele døgnet. De kræver bare nogle særlige forhold for at træde frem på himlen, så vi kan se dem.

Du kan se flere af Ruslan Merzlyakovs billeder på Instragram.