Voldsomt uvejr over Danmark onsdag aften - her blev man ramt af skybrud

Der blev registreret skybrud flere steder i Danmark onsdag aften.

Onsdag blev afsluttet med vejrmæssig dramatik, da et kraftigt uvejr bevægede sig fra Tyskland mod nord - op over Danmark.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores radar her

Med mere end 1300 lynnedslag i forbindelse med uvejret og 1779 i løbet af hele døgnet havde onsdagens uvejr flest lynnedslag foreløbigt i år.

Vi skal tilbage til 28. juli i fjor for sidst at finde et tordenvejr med flere lynnedslag.

Derudover blev der registreret skybrud flere steder.

Alene i Københavnsområdet blev der målt skybrud fire steder.

Det kraftigste blev målt i Vallensbæk i den sydvestlige del af København, hvor der på 30 minutter faldt 17,7 millimeter regn. Det næstkraftigste blev registreret i Rødovre, hvor der faldt 17,1 millimeter på en halv time. Her faldt der i alt 24 millimeter i forbindelse med uvejret.

Ved disse fire stationer blev der onsdag aften registreret skybrud.
Ved disse fire stationer blev der onsdag aften registreret skybrud. Foto: TV 2 VEJRET

Der blev også målt skybrud i Brønshøj og Ishøj. Derudover viser målinger, at der har været skybrud på Møn og i Himmerland, men de præcise nedbørstal foreligger ikke.

Kraftig regn og skybrud

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 mm regn over en periode på maximalt seks timer
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 mm regn over en periode på maximalt 30 minutter
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.

Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.

Flere skybrud venter

Onsdagens skybrud blev dannet på grænsen mellem varm luft øst for Danmark og betydeligt køligere luft mod vest.

De kommende dage kan der igen komme skybrud. I første omgang kan der opstå kraftige byger over Jylland torsdag aften og fredag, inden et regulært uvejr kan ramme Danmark lørdag.

Lyn over Østerbro onsdag aften 12. juni 2019.
Lyn over Østerbro onsdag aften 12. juni 2019. Foto: Thomas Højstrup Aggs / Privatfoto

I sidste uge blev der også registreret skybrud flere gange. Det kraftigste ramte Greve, hvor der faldt hele 33 millimeter regn på en halv time.