Kæmpehagl kvæster tre under voldsomt uvejr i Tyskland

Båd med turister blev overrasket af enorme hagl på den sydtyske sø Ammersee.

Hagl på størrelse med golfbolde ramte mandag den sydlige del af Tyskland. Det voldsomme haglvejr anrettede enorme skader på biler og huse, mens tre personer blev kvæstet efter at være blevet ramt af de store hagl.

Det voldsomme uvejr ramte mandag aften et større område omkring München i den tyske delstat Bayern.

Særligt hårdt gik uvejret ud over den sydttyske sø Ammersee, der ligger 15 kilometer sydvest for München. Her blev turister og badegæster overrasket af et kraftigt haglvejr, der på få minutter omdannede Ammersee til et sandt inferno, hvor de enorme hagl i stort tal slog ned i søen.

Flere både med turister befandt sig på søen, og fra en af dem blev videoen ovenfor taget, da det kraftige haglvejr passerede forbi.

Set fra søens bred var det voldsomme haglvejr mindst ligeså spektakulært, da det bredte sig fra Ammersee og ind over land, hvor haglene rev blade og grene af træer - og i øvrigt var med kraftige vindstød.

Ifølge Bayerischer Rundfunk blev tre personer kvæstet efter at være blevet ramt af hagl, og på Ammersee kæntrede flere både i det voldsomme uvejr.

Bilruder blev ødelagt af hagl efter voldsomt uvejr i Bayern.
Bilruder blev ødelagt af hagl efter voldsomt uvejr i Bayern. Foto: Felix Hörhager / DPA / / Ritzau Scanpix

Uvejret fejede hen over den sydlige del af Bayern, hvor der i og omkring München berettes om flere hundrede biler, der har fået smadret ruderne efter at være blevet ramt af hagl.

Også flere vinduer, husfacader og tage blev ødelagt i det voldsomme haglvejr, hvor haglene ifølge den tyske vejrtjeneste Deutscher Wetterdienst, DWD, var fem til seks centimeter i diameter.

Ud over hagl faldt der i forbindelse med uvejret store mængder regn, og der opstod kraftige vindstød.

I og omkring München var flere store veje og kældre mandag aften under vand, mens træer væltede, og grene brækkede af og spærrede både veje og jerbaner.

Alene i den vestlige del af München rykkede brandvæsnet ud 550 gange i løbet af aftenen, mens lufthavnen i München kortvarigt var lukket - både for starter og landinger.

Gavl på hus ødelagt af hagl efter uvejr i Bayern.
Gavl på hus ødelagt af hagl efter uvejr i Bayern. Foto: Felix Hörhager / DPA / / Ritzau Scanpix

Det voldsomme uvejr varede kun kort tid og gav ifølge DWD 27 millimeter regn på under en time i Utting ved Ammersee.

I lufthavnen i München, hvor det blæste mest, blev der med 33 meter per sekund målt vindstød af orkanstyrke, da de kraftige tordenbyger passerede forbi.