Vindstød af stormende kuling blæser mod Danmark

Det er især langs Jyllands vestkyst, der lørdag er udsigt til blæsende sommervejr.

Mens mange danskere er taget ud i sommerlandet for at holde pinseferie sender et for årstiden relativt kraftigt lavtryk vindstød af stormende kuling ind over Danmark.

Det er især langs Vestkysten, man skal sikre havemøbler, parasoller og havetrampoliner. Og er du en af de mange danskere, der er på campingferie i Vestjylland, er det vigtigt, at forteltet er spændt godt fast.

Kraftigt lavtryk giver blæsende vejr

Allerede lørdag formiddag blæser det med vindstød af kulingstyrke langs Jyllands Vestkyst, hvor vinden er begyndt at tiltage i forbindelse med et kraftigt lavtryk, der lørdag fra sydvest skal bevæge sig op gennem Nordsøen.

Et lavtryk bevæger sig lørdag op gennem Nordsøen og sender kraftige vindstød frem mod Danmark.
Et lavtryk bevæger sig lørdag op gennem Nordsøen og sender kraftige vindstød frem mod Danmark. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Lavtrykket gav fredag vindstød af orkanstyrke i Frankrig, mens der i Holland og Belgien har været vindstød af stormstyrke i nat - og nu blæser det kraftige vindfelt op gennem Nordsøen og frem mod den jyske vestkyst.

Vindstød af stormende kuling langs Jyllands Vestkyst

I takt med lavtrykket nærmer sig, vil vinden tiltage hen over hele landet og blæse op over Danmark fra syd og sydvest.

Prognose: Vindstød klokken 13.
Prognose: Vindstød klokken 13. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Ved Jyllands vestkyst, hvor det bliver mest blæsende, kan vinden i de tidlige eftermiddagtimer stedvis nå stormende kuling - det vil sige vindhastigheder på mellem 20,8 og 24,4 meter per sekund.

Det er stort set hele den jyske vestkyst fra Thy i nord og ned til Vadehavet, som kan få de kraftige vindstød.

Prognose: Vindstød klokken 17.
Prognose: Vindstød klokken 17. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

En overgang vil vinden sidst på eftermiddagen aftage lidt. Dog vil der stadig være vindstød af kulingstyrke langs Jyllands vestkyst.

Det bliver dog kun få en kort bemærkning, inden et område med byger og tiltagende vind i løbet af aftenen vil nærme sig den sydlige del af landet.

Her ventes der ude over Nordsøen sågar vindstød af stormstyrke, mens der især ved Vadehavet og langs vestkysten op til Ringkøbing Fjord atter kan komme vindstød af stormende kuling.

Prognose: Vindstød lørdag klokken 21.
Prognose: Vindstød lørdag klokken 21. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Den kraftige blæst fortsætter hele aftenen og en del af natten - især i Jylland - og det kan ikke udelukkes, at der også inde over land sent lørdag aften kan forekomme kraftige vindstød.

Ud over blæst, byder lørdagen også på køligt vejr med temperaturer, der blot vil nå 14 til 18 grader, mens der i store dele af Jylland også vil komme byger, der især sidst på dagen kan blive relativt kraftige.