På havnen er vejret kaptajn

'Havnens Dag' giver mulighed for at gå tur med den indre vandhund på havne over hele landet.

- Regnvejr, vindstille, whatever. Det eneste, vi ikke bryder os om, er for kraftigt blæsevejr.

Sådan lyder det fra direktøren i Dansk Sejlunion, Christian Lerche, forud for 'Havnens Dag'. Skiftende vejr er en del af charmen ved havnelivet, mener Dansk Sejlunion og Foreningen af Lystbådehavne, der lørdag for fjerde år i træk holder 'Havnens Dag', en begivenhed rundt om på de danske havne, hvor man kan afprøve forskellige vandaktiviteter.

- 14 dages regnvejr er selvfølgelig heller ikke sjovt, men det er jo det samme, uanset hvordan man vælger at holde ferie i Danmark, siger Christian Lerche til TV 2 VEJRET.

Vejret bestemmer

Forskelligt vejr egner sig til forskellige aktiviteter. Sejlsportsfolket er glade, når det blæser fem til otte meter i sekundet, mens motorbådsfolket nok smiler mest ved havblik.

- Kommer vi op i hård kuling, kan man godt håndtere det, men det er ikke noget, man lige tager ud og sejler i med familien. Så skal man hele tiden holde øje med, at hunden ikke blæser over bord. Det er nok til, at nogen ikke synes, at det er sjovt, siger Christian Lerche.

Selvom der sker ting på havnene i al slags vejr, erkender Christian Lerche, at klassisk godt vejr er noget, der for alvor trækker folk til Havnens Dag.

- Der er ingen tvivl om, at sommeren i 2018 står som en stjerne for alle, der laver noget på vandet. Det gav langt flere mod på at komme ud og sejle, og det gav havnene et løft til et niveau, der ikke er set i mange, mange år.

Vil have flere på vandet

Havens Dag er en del af projektet Vild med Vand som Dansk Sejlunion kører sammen med Foreningen af Lystbådehavne i Danmark, FLID. Det startede i 2016, og formålet er at komme i kontakt med dem, der ikke bruger havnen til hverdag.

- Nogle oplever havnen og klubmiljøet i sejlklubberne som en lukket verden. Kun for dem, der allerede er i det. Det er ligesom en usynlig tærskel for nogen mennesker, men havnen bruges af alle slags mennesker i alle aldre, siger Christian Lerche:

- Vi synes, at de oplevelser, man kan få vandet, er så fantastiske, at flere burde benytte sig af dem, og det vil vi gerne have, at flere kommer til.

75 havne

Der er 75 havne med et varierende udvalg af aktiviteter. Fælles for aktiviteterne er, at de giver mulighed for at komme ud på vandet.

- Man kan prøve at komme ud og sejle, stand up paddle, kano og kajak – klap en fisk. Der er masser muligheder. Det vigtigste er, at man får appetitten og får lyst til at komme igen og prøve det for alvor, fortæller Christian Lerche.

DU KAN LÆSE MERE OM HAVNENS DAG HER