Graver sig gennem ti meter sne ved et af de højeste bjergpas i Alperne

Vintervejr i maj har forsinket snerydningen på det 2500 meter høje bjergpas Timmelsjoch i Østrig.

I over en måned har snerydningskøretøjer kæmpet mod sne, vejr og vind i bestræbelserne på at få åbnet et af Europa højeste bjergpas.

Her fræser man sig vej gennem meterhøj sne ved Timmelsjoch-passet i Tirol i Østrig, og arbejdet med snerydningen går langsomt.

Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig.
Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig. Foto: ProMedia / Ötztal Tourismus

Det lille bjergpas, der ligger i 2509 meters højde, udgør grænseovergangen mellem Østrig og Italien.

Det er stadig vintervejr ved det højtbeliggende bjergpas for enden af Ötztal, der efter Grossglockner-passet gør det til Østrigs næsthøjeste sted, man om sommeren kan passere med bil.

Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig.
Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig. Foto: ProMedia / Ötztal Tourismus

Før det kan ske, skal de stejle bjergveje ryddes for sne. Det sker med store sneslynger, der fræser sig vej gennem sneen og danner den karakteristiske mur af sne på hver side af den sneryddede vejr.

Nogle steder er den imponerende mur op til 10 meter høj nær toppen af Timmelsjoch-passet.

Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig.
Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig. Foto: ProMedia / Ötztal Tourismus

Efter en lang vinter var den oprindelige plan, at åbningen af Timmelsjoch skulle ske den 24. maj. Den plan har koldt vejr og to kraftige snevejr i maj fået ændret på.

I starten af maj faldt der to meter nysne, og et nyt snevejr gav i den forgangne weekend endnu en meter sne.

Nu forventer man, at bjergpasset kan åbnes i starten af juni - hvis vejret arter sig.

Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig.
Snerydningskøretøjer graver sig gennem sneen ved Timmelsjoch i Østrig. Foto: ProMedia / Ötztal Tourismus

Faren for laviner og stenskred er dog stor, og den snerige vinter betyder, at der alene på den stejle bjergvej fra syd skal ryddes 300.000 kubikmeter sne. Det svarer til 40000 lastbilfulde, skriver timmelsjoch.com

Snerydningen sker kun meter for meter, og sneen fræses af lag for lag.

De store sneslynger kan tage 170 centimeter sne af gangen i en bredde på 275 centimeter.