Ildkugle lyser hele nattehimlen op i Australien

Over hundrede australiere har rapporteret om en meteor eller ildkugle, som fløj ind i Sydaustraliens himmel.

- Det er ret indlysende, at det er en meteor. Det er en lille asteroide, der har skabt dette og er begyndt at fordampe over Sydaustraliens himmel, fortæller Astronomen David Finlay, som administrerer facebook-siden Australia Meteor Report.

Video af meteor fra Nur-Azna Sanusi Video: Jens Ringgård Christiansen

Meteoren blev filmet fra to australske stater, South Australia og New South Wales, og kan findes på diverse sociale medier. På nedenstående link fra twitter er flere af disse optagelser samlet i en video.

Meteorer er spektakulære, når man ser dem på nattehimlen, men selvom det ligner en kæmpe bombe, så går de ofte helt ubemærket hen i dagtimerne. Det voldsomme lys er så svagt, at vi ofte slet ikke får øje på meteorer, når solen er fremme.

Stjerneskud og meteoritter

Det, man ser på videoerne, er en meteor, som nedbremses i jordens atmosfære. Friktionen mellem meteoren og atmosfæren får meteoren til at brænde. Meteorers hastigheder, når de rammer atmosfæren, er enorm, normalt mellem 10 og 70 kilometer i sekundet. Det er derfor, friktionen er så stor, at meteoren brænder op, og lyset bliver så voldsomt som på videoerne her.

Hvis en meteor overlever sin tur gennem atmosfæren og rammer jorden, kalder man den en meteorit. Billeder, som dem på videoen her, giver sikkert nogle lyst til at lede efter en meteorit. Den kan dog være umådelig svær at finde, og ofte, selvom den ser ud til at overleve hele vejen, så kan det "blot" være en meteor som er brændt væk.

Vi kan faktisk se meteorer hver nat, når det er klart vejr. De foregår som regel højt oppe i atmosfæren, hvor de også kaldes stjerneskud. Stjerneskud forekommer nogle gange så hyppigt, at man kan tælle flere af dem hvert minut.