Skybrud skød kloakdæksler af i Næstved

Regnen hen over Næstved inden for det seneste døgn nærmer sig en 20-årshændelse.

Bilisterne i Havnegade i Næstved fik sig en utilsigtet undervognsvask, da der tirsdag formiddag udbrød et skybrud, der skød kloakdækslerne af.

Grænsen for varsling for skybrud går ved 15 millimeter, og det er der en særlig grund til, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Thomas Mørk:

- Når der falder mere end 15 millimeter på en halv time, ved man af erfaring, at kloakkerne ikke klare belastningen, og så kan dækslerne begynde at blive skudt op.

Intenst skybrud

Dagens skybrud begyndte som byger over Stevns mellem klokken 8.10 og 8.20, og på blot en halv time nåede de skybrudsintensitet. Mellem ni og ti ramte uvejret Næstved.

- Da det var mest intenst, faldt der 29 millimeter på en halv time i Næstved, så det var tæt på dobbelt skybrud, siger Thomas Mørk.

Ifølge DMI faldt der 50,4 millimeter regn over Næstved målt over hele døgnet, hvilket er en tæt på at være en såkaldt 20-årshændelse for byen. Det vil sige noget, man kun kan forvente vil indtræffe en gang hvert 20. år. De 44,4 millimeter faldt på bare en time.

Vandet samler sig

Problemerne er normalt størst i områder, der ligger relativt lavt, og derfor er det heller ikke tilfældigt at et område på havnen bliver ramt.

- Det kan være vand fra store områder, der mødes, og derfor er det typisk også i de lavtliggende områder, at kloakdækslerne bliver skudt op, siger Thomas Mørk.

Her til formiddag gik det ud over Sjælland. Hen over eftermiddagen og først på aftenen kan uvejret ramme vestlige og sydlige Jylland med risiko for kraftige byger med skybrud og torden.

Når kloakkerne ikke kan følge med, samler vandet sig blandt andet i viadukter. Bilisterne er kommet uskadte, men ikke tørskoede ud.
Når kloakkerne ikke kan følge med, samler vandet sig blandt andet i viadukter. Bilisterne er kommet uskadte, men ikke tørskoede ud. Foto: Betina Sediek / Privatfoto/facebook