Fascinerende røde lys set over amerikansk uvejr

16x9
Særdeles smukke røde feer set over uvejrsskyer på grænsen mellem Kansas og Oklahoma lørdag 18. maj 2019. Billedet er taget nær byen Watonga i det nordvestlige Oklahoma. Foto: Paul M Smith Photography/Facebook

I forbindelse med et kraftigt uvejr over Kansas og Oklahoma i USA blev der observeret såkaldte 'røde feer'.

De fleste mennesker vil nok mene, at tordenvejr er et fascinerende - og også et ærefrygtindgydende - vejrfænomen. Store lyn kan oplyse himlen i flere sekunder efterfulgt at voldsomme brag eller en dump rumlen.

Langt de fleste af os oplever dog kun tordenvejret nedefra og ser derfor ikke, hvad der kan ske ovenover tordenbygerne.

Som oftest sker der heller ikke noget særligt i atmosfæren over tordenskyerne, men i særlige tilfælde kan der dannes meget spektakulære lysudladninger langt over tordenbygen.

Ét af de fænomener, der kan opstå over en kraftig tordenbyge, er såkaldte sprites eller på dansk røde feer.

Røde feer giver sig til kende på himlen som svagt lysende røde tråde, der som tentaklerne på en brandmand svæver langt over tordenskyen. For at se det særlige fænomen skal man befinde sig langt fra tordenbygen, så man har udsigt til himlen over bygen - og derudover være begunstiget af held.

Det var netop tilfældet lørdag aften over det nordvestlige Oklahoma.

Her blev exceptionelt smukke røde feer foreviget på himlen langt over tordenbyger på grænsen mellem Kansas og Oklahoma.

Første farvefoto af røde feer. Det blev taget fra et fly 4. juli 1994.
Første farvefoto af røde feer. Det blev taget fra et fly 4. juli 1994. Foto: Wikipedia

Består af glødende plasma og dannes umiddelbart efter et lyn

Lysfænomenet er meget flygtigt og opstår i omkring 80 kilometers højde over et tordenvejr, og så sker der en meget hurtigt nedadgående bevægelse i henhold til Jesper Grønne, som selv har observeret røde feer fra Danmark.

Feerne dannes få mikrosekunder efter et kraftigt lyn i tordenvejret nedenunder, og de dannes kun i forbindelse med særligt kraftige lyn.

Man mener, at de røde feer består af kugler af ioniserede luft, såkaldt plasma, med en diameter på 10 til 100 meter, og de kan med nød og næppe ses med det blotte øje. Det kræver imidlertid, at man kigger det helt rigtige sted hen og er i stand til at se svage og korte glimt.

Derfor fanges fænomenet bedst med professionelt og meget lysfølsomt fotoudstyr beregnet til højhastighedsoptagelser.

Røde feer og røde elvere opstår i 60 til 100 kilometers højde over jordoverfladen.
Røde feer og røde elvere opstår i 60 til 100 kilometers højde over jordoverfladen. Foto: Wikipedia

Sommeren er højtid for røde feer, for her tordner det mest. Men chancerne for at se dem er størst syd for Danmark. Vores lyse nætter gør det nemlig svært at se de svage glimt. Ifølge Jesper Grønne blev de første røde feer i Danmark fotograferet 15. august 2012.

På verdensplan blev fænomenet for første gang beskrevet i 1886, og siden da har flere piloter også berettet om de fascinerende røde feer. Det første fotografi på verdensplan kom dog først 6. juli 1989 og blev taget af forskere på University of Minnesota.

I ekstreme tilfælde kan der dannes en lysende ring ved toppen af de røde feer, som breder sig væk i en cirkel. Fænomenet omtales som røde elvere.

Hvor meget ved du om lyn og torden?