Ekstrem varme i det nordlige Rusland - 25 grader varmere end normalt

16x9
Søndag blev der målt ekstremt høje temperaturer over det nordvestlige Rusland. Arkivbillede. Foto: Patrick Hertzog / Ritzau Scanpix

Søndag nåede temperaturen et ekstremt højt niveau i det nordlige Rusland - på samme breddegrad som Lapland.

Mens vi fortsat sukker efter varmt maj-vejr i Danmark, fik man søndag et veritabelt højsommer-pust af særdeles varm luft i det nordvestlige Rusland.

Glohed luft strømmede hele vejen fra Mellemøsten over Kaukasus mod nord og gav helt usædvanligt varmt vejr langt mod nord.

Da sommerheden kulminerede søndag eftermiddag, nåede temperaturen i den nordrussiske by Kojnas hele 31,4 graders varme.

Byen befinder sig 64,8 grader nord for Ækvator, eller hvad der svarer til cirka 190 kilometer syd for polarcirklen.

Det er samme breddegrad, der også går tværs gennem Lapland, over det nordlige Finland, Sverige og Norge.

25 grader varmere end normalt

For at understrege hvor ekstrem varmen var søndag over det nordvestlige Rusland, kan man se på afvigelsen fra den normale dagtemperatur på denne årstid.

Temperaturafvigelser fra den normale dagtemperatur på denne årstid søndag. De mørke og grå nuancer svarer til temperaturer, der er 25 grader over normaltemperaturen. Bemærk også den kolde luft over Central- og Nordeuropa.
Temperaturafvigelser fra den normale dagtemperatur på denne årstid søndag. De mørke og grå nuancer svarer til temperaturer, der er 25 grader over normaltemperaturen. Bemærk også den kolde luft over Central- og Nordeuropa. Foto: WX-Charts/NCEP

Normalt er temperaturen i det område mellem fem og ti grader, og dermed var temperaturen, der blev målt søndag, op til 25 grader højere end det normale for årstiden.

To uger forinden var der dagsfrost

Temperaturen er steget markant i takt med, at den brandvarme luft er blæst op til det nordlige Rusland fra syd.

Så sent som 29. april var der dagsfrost i Kojnas, hvor den højeste temperatur blev målt til minus 0,3 grader. Den efterfølgende nat faldt temperaturen til 10,1 graders frost.

Selv natten til lørdag var der fortsat kølig luft over området, og her sank temperaturen til 2,5 minusgrader.

Med andre ord steg temperaturen 33,9 grader på blot halvandet døgn, da varmen blæste ind over området.

Ekstremt varm luft over det nordvestlige Rusland søndag eftermiddag.
Ekstremt varm luft over det nordvestlige Rusland søndag eftermiddag. Foto: Meteociel/Severe Weather Europe

I byen Jarensk, der ligger omtrent 250 kilometer syd for Kojnas, nåede temperaturen søndag 32,1 graders sommervarme.

Varmere end i Italien og Grækenland

Selv i de fleste sydeuropæiske lande måtte man måbende se til, mens temperaturen i det nordlige Rusland - næsten 3000 kilometer mod nord - blev langt højere end på flere populære feriesteder.

Den højeste temperatur i Italien søndag blev 25,7 grader i Catania, mens der ikke noget sted i Grækenland blev målt en højere temperatur end 28,3 grader.

Med andre ord var der fortsat mere end tre grader varmere nær polarcirklen.

Det var dog en smule varmere i det sydlige Spanien og Portugal. Her nåede temperaturen hele 35,5 graders varme.