Nordjylland ramt af kraftige byger med torden

16x9
Radar kl. 16.10: Kraftige byger over det nordlige Jylland. De gule markeringer angiver lynnedslag. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Indtil i aften er der fortsat risiko for byger, som kan være med torden.

Det har buldret og braget i store dele af Nordjylland, hvor kraftige byger torsdag eftermiddag er passeret.

I den lune forårsluft, der torsdag er strømmet op over Danmark, er der flere steder i landet blevet dannet byger.

Det fik regnen til at sile ned og kortvarigt oplevede man skybrudsagtig regn, som fik tagrender til at løbe over.

Tordenbyge ved Storvorde nær Aalborg.
Tordenbyge ved Storvorde nær Aalborg. Foto: Kim Michael Madsen / Seerfoto

Har især ramt Vendsyssel

Skyerne tårnede sig i løbet af eftermiddagen til vejrs, og i den nordlige del af Jylland gav det anledning til, at der blev dannet regulære bygelinjer, som især i Vendsyssel har givet anledning til torden.

Har du taget billeder af tordenbygerne - så send dem til TV 2 VEJRET

De kraftigste byger passerede sidst på eftermiddagen i flere omgange fra Himmerland hen over Limfjorden og videre op mod nord, og især omkring Brønderslev og Hjørring er der registreret lynnedslag.

Indtil klokken 19 har der ifølge DMI's lynpejlere været mere end 25 lynnedslag i Vendsyssel.

Også over den sydligste del af landet har man kunnet høre torden. Tordenbyger fra Nordtyskland har bevæget sig ud over Østersøen og givet regn på Lolland.

Tordenbygerne mistede dog pusten på deres vej over det kolde vand i Østersøen.

Anderledes var det i den sydøstlige del af Sønderjylland, hvor kraftige byger både gav buldren og kraftigt regnvejr.