Spektakulære skyformationer, da front passerede Danmark

16x9
Rullesky - også kendt som en 'dravat' - i forbindelse med en bygelinje torsdag morgen i Ribe. Foto: Lone Wollesen / Privatfoto

I forbindelse med passagen af en front torsdag morgen blev der set specielle skyformationer.

Torsdag er vejrmæssigt kommet blandet fra start. Mens der har været tørvejr med solskin i den nord- og østlige del af landet, har en front bevæget sig op over den syd- og vestlige del af landet fra sydvest.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores radar her

Fronten er kommet med skyer og lidt regn, og over Østersøen mellem Rügen og Bornholm har der en overgang også været torden i bygerne.

Skyerne i forbindelse med den relativt svage front har dog flere steder været imponerende og givet anledning til bemærkelsesværdige skyformationer.

En af dem blev foreviget i Ribe af Lone Wollesen, hvor fronten i anmarch kastede en speciel skytype af sig.

Radarbillede over Danmark torsdag morgen klokken 6. Bygelinjen ses over det sydlige Jylland, det sydfynske øhav samt Lolland og Falster.
Radarbillede over Danmark torsdag morgen klokken 6. Bygelinjen ses over det sydlige Jylland, det sydfynske øhav samt Lolland og Falster. Foto: TV 2 VEJRET

Det lignede mest af alt en langstrakt, grå skypølse, som strakte sig foran bygelinjen.

Den aflange pølseformede sky, som kunne ses på morgenhimlen over Ribe, er en såkaldt 'rullesky' - eller på engelsk 'roll cloud'. En sådan sky dannes af og til på forsiden af en koldfront eller kraftig bygelinje, når den kolde luft bag koldfronten fortrænger den varme og fugtige luft foran.

I den proces fortættes luften foran koldfronten, og vinde fra forskellige retninger kan 'forme' skyen, så den får sit særprægede udseende.

Et forvarsel om et uvejr

På gammelt dansk sømandssprog kaldtes den type sky for en 'dravat', og den var ofte et forvarsel om et uvejr.

En veludviklet bygesky (kendt som en cumulonimbus) set fra Hammer havn på det nordlige Bornholm i sydlig retning torsdag formiddag. Bygeskyerne er en del af den svage front.
En veludviklet bygesky (kendt som en cumulonimbus) set fra Hammer havn på det nordlige Bornholm i sydlig retning torsdag formiddag. Bygeskyerne er en del af den svage front. Foto: Thomas Mørk / Privatfoto

Så slemt gik det nu ikke i det sydvestlige Jylland torsdag morgen, men mange indbyggere blev dog en fascinerende oplevelse rigere.

Varm luft og byger fredag

I løbet af torsdag klarer det igen op i hele landet fra syd, og så venter der en pæn eftermiddag i hele landet.

Fredag starter også med smukt og solrigt vejr, og særdeles varm luft strømmer op over Danmark fra sydøst, så temperaturen måske kan nå sommerdagsgivende 25 grader for første gang i år.

I eftermiddagen og aftenens løb bliver varmen dog fortrængt af koldere luft fra vest, og i den forbindelse kan der opstå regn- og tordenbyger.

Radarbillede klokken 10.05 torsdag formiddag. Fronten befinder sig nu over den nordlige del af Jylland, Nordsjælland samt Bornholm.
Radarbillede klokken 10.05 torsdag formiddag. Fronten befinder sig nu over den nordlige del af Jylland, Nordsjælland samt Bornholm. Foto: TV 2 VEJRET