Så tæt på er sommervejret

16x9
Viggo Hjort Kohberg fra Haderslev fangede årets varmeste dag med sit kamera. Foto: Viggo Hjort Kohberg / Seerbillede

Den sommerlige varme nærmer sig grænsen – fredag kan blive årets første sommerdag i Danmark.

Definitionen på en sommerdag er for mange mennesker høj sol, is og en tur til stranden, men for meteorologer er det, når temperaturen kommer over 25 grader. Og dermed er sommeren på vej mod Danmarks grænser.

I den nordlige del af Tyskland og Polen er der flere steder målt 25 grader torsdag eftermiddag, og sommeren kommer måske som en kærkommen invasion over grænsen allerede fredag.

Årets varmeste dag

I Danmark har det været lidt koldere end syd for grænsen, men med 21,5 grader fik vi alligevel årets hidtil varmeste dag – den rekord kommer dermed ikke til at holde så længe, for i morgen bliver det endnu varmere. Det spændende er, om vi kommer over den magiske grænse på 25 grader.

- Det har blandt andet været over 25 grader i Berlin og meget tæt på den polske Østersøkyst. Når varmen kommer ud over havet, bliver den imidlertid kølet af, så varmen nåede ikke helt herop, fortæller meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt.

Kan slå igennem fredag

Varmen befinder sig dog stadig meget tæt på Danmark, og fredag kan den have kraft nok til at slå igennem for alvor i Danmark også.

- Den luft, der fredag strømmer op over Danmark fra sydøst, kan måske give årets første sommerdag på Sjælland og Bornholm, siger Sebastian Pelt.

Regn og byger

Men samtidig kommer der i løbet af dagen byger med regn og torden ind over landet fra sydvest. Derfor kommer varmen ikke i så høj grad til at slå igennem i den sydvestlige del af landet.

Hvis ikke varmen når over de 25 grader fredag, er løbet kørt for denne omgang.

- Over det nordvestlige Tyskland er der køligere luft, og den får vi ind over os lørdag, slutter Sebastian Pelt.