Sulten isbjørn flyttede ind i russisk landsby

Russiske naturbeskyttelsesmyndigheder har fløjet vildfaren isbjørn hjem.

De fleste ville nok stikke en patron i riflen, hvis der pludselig gik en isbjørn rundt i gaderne, men sådan er indbyggerne ikke i den fjerntliggende landsby Tilichiki på den russiske halvø Kamtjatka. Da landsbyen blev opsøgt af en sulten isbjørn, lod de den i stedet få lidt fisk. Og da den ikke opførte sig aggressivt, begyndte de at fodre bjørnen.

- Han gik bare forbi mig og ind i gården, hvor der lå fisk gjort klar til hundene, siger Ivan Pivovarov til AP.

Historien om isbjørnen vækker opsigt, da der ikke lever isbjørne i området. Den må derfor være drevet mindst 700 kilometer på en isflage fra nordlige koldere naboregion Chukotka for at ende i landsbyen, hvor indbyggerne gav den kælenavnet Umka efter en tegnefilmsfigur fra Sovjettiden.

For farlig til at blive

Det gode forhold mellem indbyggerne og bjørnen førte imidlertid til, at den ikke ville forlade landsbyen igen. Og da isbjørne er farlige for mennesker, greb de lokale naturbeskyttelsesmyndigheder ind. Umka skulle ud af Tilichiki.

- Temperaturen stiger, og sneen er ved at smelte. Vi kan ikke vide, hvordan den vil opføre sig fremover. Om den vil være delvist tam, eller om der vil ske noget ubehageligt, siger Yevgeniy Voytzehovskiy fra Kamtjatkas naturbeskyttelse til russiske NTV.

Undgik en dræbende kugle

Til Umkas store held valgte myndighederne ikke den hurtige løsning, men stak i stedet en bedøvelsespil i riflen.

Den store bjørn blev lagt i en container og fløjet hjem til dens naturlige leveområder, hvor den blev sluppet fri.

Klimaforandringerne tvinger bjørnene væk

Isbjørnenes afhængighed af havis gør dem ekstremt sårbare over for global opvarmning. Når den arktiske is gradvis trækker sig tilbage, bliver det sværere for bjørnene at jage sæler, der er deres vigtigste byttedyr.

- Klimaforandringerne varmer Arktis op, og dermed bliver jagtområderne mindre, og jagten mere vanskelig for isbjørnene, siger Vladimir Chuprov fra Greenpeace ifølge Weather.com.

- Isen svinder ind, og isbjørnene leder efter nye måder at overleve på. Og den nemmeste er at opsøge mennesker, fortsætter han.