Søndagsvejr med op til 10 grader - og sol de fleste steder

16x9
Vi har udsigt til en palmesøndag med sol og 10 grader. Foto: Anders Birger Schjørring / Scanpix Danmark

For første gang i næsten en uge vil temperaturen palmesøndag kunne nå 10 graders varme.

De fleste steder i landet vil man kunne nyde palmesøndag i solrigt vejr med temperaturer, der kan nå 10 grader, men især ved de østvendte kyster skal man klæde sig varmt på.

Efter en nat, hvor temperaturen i Midtjylland nåede ned på -5,2 grader, vil den tør vind fra øst palmesøndag fortsat blæse ind over Danmark.

Et område med flere skyer vil dog kunne ligge over den sydlige del af landet en stor del af dagen, ligesom højtliggende slørskyer kan drive op over en stor del af landet.

Solrigt og op til 10 grader

De fleste steder i landet vil man få en solrig palmesøndag, som de fleste steder vil blive præget af et sløret skydække, som solen dog kan skinne igennem.

I den nordlige del af Jylland, hvor der er de bedste solchancer, kan man se frem til en dag med stort set blå himmel.

Prognose: Skydække palmesøndag klokken 16.
Prognose: Skydække palmesøndag klokken 16. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Temperaturerne vil blive højere, end vi har oplevet de seneste kølige forårsdagdage. For første gang siden mandag vil man kunne se termometeret stige til 10 graders varme.

De fleste steder vil temperaturen nå syv til ni grader, men med lidt hjælp fra Sydsverige, hvor lunere luft kan blæse hen over Øresund, kan man i et strøg fra Nordsjælland over Fyn til Sydvestjylland nå 10 grader.

Prognose: Temperaturer palmesøndag klokken 16.
Prognose: Temperaturer palmesøndag klokken 16. Foto: TV 2 VEJRET / Grafik

Køligt langs østvendte kyster

Anderledes køligt bliver det ved kyster, hvor østenvinden blæser fra det endnu kølige vand i de danske farvande.

Går søndagsturen til en af de mange østvendte kyster, skal man derfor ikke regne med mere end fem til syv graders varme.

Ved Østersøen kan det komme til at føles endnu koldere. Fra Bornholm og til Lolland, Falster, Møn og Sydsjælland vil en op til hård østenvind få det til at føles som temperaturer lige omkring frysepunktet.

Mere sol en normalt

Den solrige palmesøndag vil lægge nogle timer til i regnskabet over mange solskinstimer i den første halvdel af april.

Til og med den 13. april har solen på landsplan skinnet i 94 timer, der svarer til over syv timer med solskin hver dag, og fortsætter det solrige vejr, vil vi allerede inden Påskedag nå de 162 solskinstimer, der er det normale for april måned.

Der er dog endnu langt op til solsinsrekorden for april fra 2009, der lyder på hele 272 solskinstimer.