Iskold nat i vente - kan blive den koldeste i 38 år på denne tid af året

16x9
Natten til lørdag kan blive den koldeste på denne årstid siden 1981. Foto: Anja Knappe / Privatfoto

Med temperaturer, der kan nå ned på otte graders frost, venter der os en usædvanlig kold nat natten til lørdag.

Tre nætter i træk har temperaturen i nattetimerne været under fem minusgrader, og natten til lørdag bliver det endnu koldere.

Kombinationen af kold polarluft, fravær af skyer i nattetimerne og tør luft får temperaturen til at styrtdykke efter solnedgang fredag aften.

Allerede i aftentimerne vil der være frost flere steder, og natten igennem vil temperaturen blot falde yderligere.

Ifølge de seneste prognoser kan temperaturen sidst på natten og tidligt lørdag morgen nå ned mellem fem og syv graders frost i det centrale og vestlige Jylland. Lokalt kan temperaturen endda nå ned på minus otte grader.

Kan blive den koldeste nat på denne årstid siden 1981

Frost i april er helt almindeligt, men jo længere hen på måneden man kommer, des mere usædvanligt er lave nattemperaturer.

Derfor er otte graders frost i midten af april, som vi får nu, væsentligt mere sjældent end otte graders frost de allerførste dage af måneden.

Dermed kan natten til lørdag meget vel vise sig at blive den koldeste, så sent på foråret som vi er nu. Fra 13. april og frem kan der gå flere år mellem, at temperaturen falder til fem frostgrader eller derunder.

Forventede temperaturer tidligt lørdag morgen. Lokalt kan temperaturen nå ned på otte graders frost.
Forventede temperaturer tidligt lørdag morgen. Lokalt kan temperaturen nå ned på otte graders frost. Foto: TV 2 VEJRET

14. april 2001 nåede temperaturen minus 6,5 grader, og så sent som 21. april 1991 - for 28 år siden - faldt temperaturen til minus 7,3 grader.

Skulle det vise sig, at den kommende nat bliver endnu koldere - hvilket den meget vel kan blive - så skal vi hele 38 år tilbage for sidst at finde lavere temperaturer så sent på året.

Natten til 18. april 1981 blev Danmark ramt af et bastant kuldefrembrud, og temperaturen faldt i de tidlige morgentimer til hele minus 9,2 grader.

Helt så koldt bliver det formentlig ikke i nat - men at vi skal næsten fire årtier tilbage for sidst at finde tilsvarende lave nattemperaturer, det viser, hvor relativt usædvanlig april-kulden, vi oplever i disse dage, er.

Indtil tirsdag kan vi fortsat få nattefrost, men den bliver gradvist mindre udbredt.