Iskold morgen - her kan der falde sne i dag

16x9
Rim og snehagl i Stensved ved Vordingborg 11. april 2019. Foto: Monika K. Andersen / Privatfoto

Det kolde aprilvejr fortsætter over Danmark torsdag.

Hvis man ikke allerede har fundet huen, handskerne og den varme vinterjakke frem fra skabet igen, er det på høje tid.

Selvom kalenderen viser 11. april, er vejret langt mere vinterligt, end vi oplevede det i store dele af kalendervinteren.

Torsdag morgen er temperaturen igen faldet til under fem graders frost i Jylland, og koldest har det været i Tylstrup nord for Aalborg, hvor temperaturen er nået ned på -5,7 grader.

Præcis lige så koldt har det været i den sydlige del af Jylland, hvor termometret i Skrydstrup også har vist -5,7 grader.

Det er koldest de steder i landet, hvor der er huller i skydækket, så varmen fra jordens overflade kan slippe næsten uhindret ud i verdensrummet.

Laveste temperaturer natten til torsdag (opdateret klokken 7, torsdag morgen).
Laveste temperaturer natten til torsdag (opdateret klokken 7, torsdag morgen). Foto: TV 2 VEJRET

I store dele af landet er der derimod skyer, og her er temperaturen generelt faldet til mellem frysepunktet og to graders varme.

Natten til torsdag er dermed næsten lige så kold som natten til onsdag, hvor der blev målt -6,1 grader i Isenvad i Midtjylland, hvilket gjorde det til den koldeste morgen så sent på året i hele 18 år.

Der kan komme sne igen

Ikke nok med at det er vinterkoldt om morgenen, så vil der igen torsdag være spredte slud- og snebyger over Danmark.

Onsdag blev Bornholm ramt af snebyger, som indhyllede klippeøen i et vinterlandskab, og torsdag kan flere egne af landet stå for skud.

Torsdag morgen er der sne i luften i Trekantsområdet, hvor snebyger, der er dannet over Kattegat i nordøstenvinden, driver ind over Østjylland.

Torsdag bliver en kold fornøjelse i hele landet - og visse steder kan der komme slud- og snebyger.
Torsdag bliver en kold fornøjelse i hele landet - og visse steder kan der komme slud- og snebyger. Foto: TV 2 VEJRET

Det samme gør sig gældende over Lolland-Falster, Sydsjælland og Bornholm, hvor snebyger fra Østersøen bevæger sig ind over.

I dagens løb vil der fortsat kunne falde slud- og snebyger over den sydøstlige del af landet, og med dagtemperaturer, der ikke kommer meget over fem til syv graders varme, vil det føles alt andet end forårsagtigt.