Lørdag er med afstand årets hidtil varmeste dag

16x9
Med næsten 20 grader, blev lørdag årets hidtil varmeste dag. Foto: Viggo Hjort Kohberg / Privatfoto

Den højeste temperatur blev målt ved Danmarks vestligste punkt.

Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, vinden er mange steder nærmest lun, og temperaturerne er steget til et niveau, vi ikke har set tidligere i år.

Indtil klokken 16 er den højeste temperatur lørdag målt ved Danmarks vestligste punkt, Blåvands Huk, hvor termometret har vist hele 19,7 graders varme.

Det er hele to grader højere, end der blev målt fredag, og dermed er lørdag med afstand årets hidtil varmeste dag.

Derudover er temperaturen ved fem andre lokaliteter steget til over 18 graders varme, og det er et temperaturniveau, som vi normalt først kan forvente i juni.

Store regionale forskelle

Varmen er dog ikke ligeligt fordelt over Danmark, så på korte afstande kan man opleve store forskelle i temperaturen.

Da vinden blæser fra øst, vil det blive varmest i den vestlige del af de forskellige landsdele - og det er netop derfor, at de højeste temperaturer lørdag kan findes i Vestjylland.

Det skyldes, at solen opvarmer landjorden, som dernæst opvarmer luften. Derfor bliver luften varmest, når den har passeret længst mulig tid over land.

Højeste temperaturer lørdag den 6. april 2019.
Højeste temperaturer lørdag den 6. april 2019. Foto: TV 2 VEJRET

Samtidig betyder det også, at det er markant koldere ved østvendte kyster, som ligger ud til de kølige farvande omkring Danmark.

Her ligger temperaturerne flere steder mellem 10 og 12 graders varme, og mest markant er forskellene på Bornholm.

Ved Hammerodde på det nordlige Bornholm kommer vinden direkte fra den kolde Østersø, og her er temperaturen ikke nået over 8,2 grader. Blot 20 kilometer væk i Rønne, som ligger i læ på vestsiden af øen, har termometret derimod vist hele 17 graders varme. Det er en forskel på 8,8 grader over så kort en afstand.

Varmeste dag i over fem måneder

Samlet set er lørdag også den varmeste dag i Danmark i mere end fem måneder. Senest vi oplevede det varmere var den 17. oktober, hvor temperaturen i Odense nåede 20,3 graders varme.

Det var i øvrigt den sidste dag ud af en periode på syv dage, som gav os den længste og seneste løvfaldssommer i dansk vejrhistorie.

Sidste år rundede vi første gang 20 grader 8. april. Det var blot en uge efter, et snevejr havde ramt Danmark, og efter et par måneder med usædvanligt koldt vejr.