Australien ramt af tropisk orkan - og en ny truer

16x9
Satellitbillede lørdag morgen klokken 6 dansk tid. To tropiske orkaner ligger over den nordlige del af Australien. Foto: HIMAWARI / HIMAWARI

Voldsom tropisk orkan har ramt øde område i det nordlige Australien.

Den tropiske orkan Trevor gik tidligt lørdag morgen dansk tid i land i det nordlige Australien sydøst for øgruppen Sir Edward Pellew Islands i Carpentariabugten.

Orkanen ramte med middelvinde på 50 meter per sekund og vindstød på 65 meter per sekund - eller dét, der svarer til nær 250 kilometer i timen.

Det er vindhastigheder, der gør den til en kategori-3 orkan efter de standarder, vi kender fra orkaner i Atlanterhavet og Caribien.

Fra Carpentariabugten bevæger Trevor sig videre ind over land, hvor den fortsat vil give vindstød af orkanstyrke og enorme mængder regn.

Australske meteorologer forudser, at der kan falde op til 200 millimeter regn hen over de områder, orkanen passerer. 

Orkanen Trevor da den ramte land klokken 02.30 dansk tid.
Orkanen Trevor da den ramte land klokken 02.30 dansk tid. Foto: HIMAWARI / HIMAWARI

Rammer øde område i det nordlige Australien

Den forventes at forårsage massive skader i ødemark-delstaten Northern Territory, hvor byen Borroloola blev evakueret forud for cyklonens ankomst.

Godt 2000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i det sparsomt befolkede område nær grænsen mellem North Territory og delstaten Queensland som følge af kategori firecyklonen.

I byen Borroloola, der ligger ud til kysten, er 1600 indbyggere er blevet evakueret. Det samme er flere aboriginals, der bor i fjerntliggende områder. Det rapporterer den australske tv-station ABC.

Imens forbereder cirka 60 arbejdere fra McArthur River-minen sig på, at cyklonen passerer dem i løbet af weekenden.

Beredskabspersonale, fly og helikoptere er sat på standby i Darwin cirka 970 nordvest for minen. De står klar til at hjælpe, når det voldsomme vejrsystem passerer.

Myndighederne har erklæret undtagelsestilstand i de pågældende områder.

Cyklonen er på størrelse med delstaten Victoria. Cyklonens øje alene er 30 kilometer på tværs.

- Dens størrelse er en af grundene til, at vi allerede begyndte at evakuere folk tidligere på ugen, siger Travis Wurst ifølge lokalavisen Katherine Times.

- Ødelæggende vinde og regnmængder på op mod 200 millimeter om dagen betyder, at der er risiko for oversvømmelser, tilføjer han.

Har allerede ramt Australien en gang

Det er anden gang på få dage Trevor rammer Australien.

Tidligere på ugen passerede orkanen fra Stillehavet tirsdag hen over Cape York-halvøen i det nordøstligste Australien, inden den bevægede sig ind i Carpentariabugten.

Også i det vestlige Australien er en tropisk orkan på vej. Det er orkanen Veronica, der har kurs mod regionen Pilbara i delstaten Western Australia.

Veronica ventes at gå i land sent lørdag aften eller tidligt søndag morgen med vindstød på op til 165 kilometer i timen. Myndighederne frygter, at den kan medføre bølger på op til fire meter og katastrofale oversvømmelser i kystbyen Port Hedland.

Der bor omkring 4000 mennesker i Port Hedland.