Lun, men skyet torsdag - her kan temperaturen nå 13 grader

16x9
Det bliver skyet, men mildt torsdag. Foto: Arne Prip / Privatfoto

Selvom der ikke kommer meget sol, så vil det blive ganske lunt for årstiden.

Skyerne hænger over Danmark torsdag morgen - og enkelte steder hænger de så lavt, at der er tale om tåge. Derudover er der diset mange steder med sigtbarheder mellem én og fem kilometer.

Dis og tåge-typer

Dis
Når sigtbarheden er mellem 1000 meter og 10 km

Tåge
Når sigtbarheden er under 1000 meter. Tågen består af bittesmå vanddråber der 'svæver' i luften og er principielt en sky, der hænger helt nede ved jordoverfladen

Tæt tåge
Ofte benyttet begreb når sigtbarheden er under 100 meter

Rimtåge
Består i modsætning til almindelig tåge af bittesmå underafkølede vanddråber ved lufttemperaturer under frysepunktet. Når vanddråberne kommer i kontakt med en fast overflade afsættes de som rim

Iståge
Består af bittesmå iskrystaller der 'svæver' i luften. Iståge er et meget sjældent fænomen i Danmark da den typisk kræver temperaturer under -20 grader

Havgus
Er 'almindelig' tåge, der dannes, når varm luft strømmer hen over et relativt køligt farvand. Fænomenet ses typisk i Danmark fra april til juni.
 

Til gengæld er det ganske mildt fra morgenstunden med temperaturer, der generelt ligger mellem fem og ni graders varme.

Det kedelige, men milde vejr kan vi tilskrive en varmfront, som tidligere passerede landet fra vest.

Den er blevet efterfulgt af mild og fugtig luft, og det er netop den vejrtype, vi mærker over landet torsdag.

Temperaturen vil stige

Som torsdagen skrider frem, vil der dog gradvist komme perioder, hvor solen kan skinne ned til os. Sandsynligheden for at få solen at se er størst over den vestlige og nordlige del af Danmark, mens det formentlig forbliver overskyet længere mod syd og øst.

Forventede dagtemperaturer torsdag eftermiddag klokken 13.
Forventede dagtemperaturer torsdag eftermiddag klokken 13. Foto: TV 2 VEJRET

Temperaturen vil dog stige i dagens løb i hele landet, og i eftermiddagstimerne kan termometrene flere steder i landet vise mellem 10 og 13 graders varme.

Onsdag nåede temperaturen 12,6 graders varme i Karup, men det er sandsynligt, at det bliver en tand varmere torsdag - også i en større del af landet - og så vil det holde tørt dagen igennem.

Kan blive endnu varmere, hvis solen kommer igennem

Skulle der gå større huller i skyerne, end vejrmodellerne viser torsdag morgen, er der mulighed for, at det kan blive endnu varmere.

I så fald vil temperaturen kunne stige til 14-15 graders varme, og skulle det ske, at temperaturen når over 15,8 grader, vil torsdag blive årets hidtil varmeste dag.

Fredag fortsætter det milde, men grå vejr, og der kan også komme lidt regn, inden det bliver en smule køligere i weekenden - men med mere solskin.