Så du ringen om Månen - her er forklaringen

16x9
Cirkulær halo omkring Månen set fra Tønder. Foto: Joan Andersen / Seerfoto

Fænomenet opstår i en fin tåge af iskrystaller i toppen af troposfæren.

Både tirsdag aften og onsdag morgen kunne man flere steder i Danmark se et særligt syn på himlen. Rundt om Månen var der en tydelig ring, og nogle steder antog den endda flere af regnbuens farver.

Det fik flere af TV 2 Vejrets seere og læsere til at tage billeder af det særlige syn og sende dem ind til redaktionen med spørgsmålet: Hvad er det?

Små spejle og prismer

Svaret er en halo, og sådan en kan antage mange former og udtryk på himlen. Lige fra farvede eller hvide buer til isolerede pletter og hele cirkler. De fleste haloer ses omkring Månen eller Solen, men de kan også forekomme andre steder på himlen.

Den mest kendte type er den cirkulære halo, også kendt som 22-grader-haloen, og det var den, man kunne se over Danmark i aftes og til morgen.

Haloen er et optisk fænomen, som opstår højt oppe i atmosfæren, når Månens eller Solens stråler skinner ned gennem en fin tåge af bittesmå iskrystaller. En højthængende tåge, som rent teknisk danner den skytype, man kalder cirrus i den øvre troposfære mellem fem og ti kilometer oppe. Det er dette lag, hvor stort set alt vejr forekommer.

Halen har en radius på 22 grader omkring Månen (eller Solen), og dannes i tilfældigt orienterede iskrystaller. Her set fra Tøndermarsken.
Halen har en radius på 22 grader omkring Månen (eller Solen), og dannes i tilfældigt orienterede iskrystaller. Her set fra Tøndermarsken. Foto: Janne Elfort Mørke / Seerfoto

Iskrystallerne har den egenskab, at de både reflekterer og bryder lysstrålerne som små spejle og prismer. Dermed koncentreres lyset i bestemte retninger i forhold til Solen eller Månen.

Når iskrystallerne svæver i tilfældige mønstre på himlen, danner de en ring med en radius på 22 grader hele vejen omkring Månen eller Solen. Ligger alle iskrystallerne derimod på samme måde, vil de typisk danne to lysende pletter på hver side af Månen eller Solen. Dem kalder man bisole, hvis de forekommer omkring Solen.

Forvarsel om regn

Et udbredt skydække af cirrus på himlen er ofte et tegn på, at nedbør kan være på vej. Cirrus markerer nemlig forkanten af en varmfront.

Satellitbillede af Danmark og nærområdet onsdag morgen. Over Sønderjylland er skyerne tynde, så her kunne man se Månen gennem dem med en halo omkring sig.
Satellitbillede af Danmark og nærområdet onsdag morgen. Over Sønderjylland er skyerne tynde, så her kunne man se Månen gennem dem med en halo omkring sig. Foto: SMHI/TV 2 Vejret

Det var også tilfældet med den aktuelle halo, som optrådte på forkanten af et frontsystem, som onsdag trækker ned over Danmark med forbigående regn.

Så næste gang du ser en lysende ring på himlen, kan det meget vel ende i regn inden for det næste døgns tid.