Marts på våd rekordkurs – så meget regn falder der resten af ugen

16x9
Siden 1. marts er der faldet over 50 millimeter regn - og resten af ugen kan der falde yderligere 30 millimeter. Arkivfoto. Foto: Ole Hougaard / Privatfoto

Marts kan blive den vådeste siden 1873 – regnen vælter ned resten af ugen

Med undtagelse af mandag har regnen de sidste mange dage silet ned over Danmark.

Radar - nedbør i Danmark lige nu

Se radar for nedbør i hele Danmark i form af regn, sne eller slud. Vores online vejrkort viser, hvordan nedbøren har bevæget sig de seneste tre timer. 

Se vores radar her

Selvom tirsdag er startet med tørvejr, så bliver dagen blot endnu en i en drivvåd række af regnvejrsdage.

Et udbredt regnvejr breder sig hurtigt til hele landet, og kun bornholmerne kan prale af at have tørvejr indtil først på aftenen.

Inden regnvejret er ovre torsdag morgen, kan der på landsplan falde omkring 10-15 millimeter regn.

Allerede torsdag bevæger resterne af stormlavtrykket Gareth sig ind over Danmark, og så vil der igen falde mange byger, som kan give yderligere 10 millimeter.

Femdøgnsskema 12. marts 2019. Der kommer regnvejr alle ugens dage.
Femdøgnsskema 12. marts 2019. Der kommer regnvejr alle ugens dage. Foto: TV 2 VEJRET

Marts kan ende som den vådeste i 146 år

Til og med tirsdag klokken 14 er der samlet set faldet 50,3 millimeter regn i Danmark siden månedens begyndelse.

Det er allerede fire millimeter mere, end hvad der normalt falder i hele marts, og med udsigt til flere omfattende regnvejr de kommende dage kan marts ende med at blive den vådeste i mindst 41 år.

Den mest nedbørrige marts, der er målt i Danmark, finder vi i 1978, hvor der på månedens 31 dage i alt faldt 100 millimeter.

Samlede nedbørsmængder frem til søndag aften (17. marts). I alt kan der på landsplan falde cirka 30 millimeter - lokalt lidt mere.
Samlede nedbørsmængder frem til søndag aften (17. marts). I alt kan der på landsplan falde cirka 30 millimeter - lokalt lidt mere. Foto: TV 2 VEJRET

Alene indtil søndag viser prognoserne, at der kan falde omkring eller over 30 millimeter regn på landsplan. Det vil i alt betyde, at der indtil ugens udgang kan være faldet i omegnen af 80 millimeter på landsplan.

Herefter skal der 'blot' falde cirka 20 millimeter de sidste to uger af måneden, før en ny nedbørsrekord er en realitet - og marts 2019 dermed kan blive den vådeste siden 1873, hvor de landsdækkende nedbørsmålinger påbegyndtes.

Du kan som altid følge regnen lige nu ved at se radaren på TV 2 Vejrets hjemmeside.