Iskrystaller skabte to sole over Sønderborg

16x9
Selvom billedet er taget i modlys, ses solen til venstre for flagstangen, mens bisolen står til højre. Foto: Kim Paulsen / Seerbillede

Synet af en bisol vakte opsigt flere steder i Sønderjyllands største by.

I går skinnede solen lidt anderledes på indbyggerne i Sønderborg, end den plejer, og det fik flere til at gribe telefonen og skyde nogle billeder til TV 2 Vejret. Solen var ikke alene på himlen, men havde følgeskab af en såkaldt bisol, hvilket fra jorden ser ud som om, der er to sole på himlen.

En af dem er Maria Hansen, der sad og arbejdede på sit kontor. Hun havde netop trukket gardinet lidt for for at undgå sollyset, da det alligevel skinnede ind på hende.

Selvom Maria Hansen havde trukket gardinet for solen, kunne hun alligevel se den.
Selvom Maria Hansen havde trukket gardinet for solen, kunne hun alligevel se den. Foto: Maria Hansen / Seerbillede

Det var da utroligt

- Jeg tænkte, det var da utroligt, så hurtigt den sol havde flyttet sig, siger hun. Da hun kiggede nærmere efter, så hun tydeligt, at der var to sole på himlen:

- Jeg har aldrig set det før, men jeg tænkte, at det var en slags genskær. Det varede omkring 20 minutter, før det ganske langsomt forsvandt.

Svært billede i modlys

Samme tid et andet sted i Sønderborg sad Kim Paulsen.

- Min første tanke var, at det ser godt nok underligt ud det her. Det ville jeg prøve at tage et billede af, siger han.

- Billedet er ikke blevet super godt, men sådan er det, når man tager billeder i modlys. Enten bliver det mørke alt for mørkt, eller det lyse alt for lyst.

Else Pedersen fra Sønderborg undrede sig også over sollyset.
Else Pedersen fra Sønderborg undrede sig også over sollyset. Foto: Else Pedersen / Seerbillede

Bisol dannes af is

En bisol bliver dannet i højtliggende cirrusskyer, der består af iskrystaller, forklarer meteorolog ved TV 2 Vejret Sebastian Pelt:  

- Når iskrystallerne ligger vandret og ikke bare hulter til bulter, spalter de lyset ud i hver sin retning, og det kan danne en eller to bisole, alt efter hvor stort område skyerne dækker.

En hund efter solen

På engelsk kaldes fænomenet sun dogs, da bisolene følger solen som små hunde. Hvis iskrystallerne ligger mere kaotisk i skyerne, kan de danne en såkaldt halo, som er en lysende cirkel rundt om solen. I mere sjældne tilfælde kan de to fænomener optræde samtidig.

En enkelt bisol er ikke direkte sjælden i Danmark, men det er ikke altid, at folk overhovedet opdager det, da man skal kigge direkte op mod solen, siger Sebastian Pelt:

- En bisol kræver, at der er de højtliggende skyer af iskrystaller, og at iskrystallerne, som solen kan skinne igennem, ligger på en bestemt måde, og det var det, vi så i går i Sønderborg.