Fredagens blæsevejr er det kraftigste i marts i fem år

16x9
Kraftig blæst over Danmark 8. marts 2019. Her ved færgen mellem Ballebro og Hardeshøj. Foto: Søren Gülck / Privatfoto

Med stormende kuling og vindstød af stærk storm, er blæsevejret fredag det kraftigste i marts siden 2014.

Siden fredag morgen har det blæst kraftigt i hele landet - og mange steder er der målt vindstød af stormstyrke.

Sådan benævnes vindstyrken

I Danmark benyttes vindbetegnelser i henhold til den internationale Beaufort-skala.

Orkan: >32,6 m/s
Stærk storm: 28,5-32,6 m/s
Storm: 24,5-28,4 m/s
Stormende kuling: 20,8-24,4 m/s
Hård kuling: 17,2-20,7 m/s
Kuling: 13,9-17,1 m/s
Hård vind: 10,8-13,8 m/s
Frisk vind: 8,0-10,7 m/s
Jævn vind: 5,5-7,9 m/s
Let vind: 3,4-5,4 m/s
Svag vind: 1,6-3,3 m/s
Næsten stille: 0,3-1,5 m/s
Stille: <0,3 m/s

I første omgang kulminerede vinden over det nordvestlige Jylland, hvor der i Thyborøn blev målt en middelvind på 22,6 meter per sekund og vindstød af stærk storm på hele 29,5 meter per sekund.

Senere bredte den kraftige blæst sig til en større del af landet, og ved middagstid nåede blæsevejret sin kulmination, da der på Røsnæs i Nordvestsjælland blev målt en middelvind på 23,7 meter per sekund. Det svarer til stormende kuling, mens storm begynder ved 24,5 meter per sekund.

Samme sted nåede vindstødene også stærk storm med 29,1 meter per sekund.

Vindstød af stormstyrke mange steder

Derudover har vindstødene nået stormstyrke adskillige steder i Danmark - også langt inde over land.

Således er der ved hele 12 af DMI's vejrstationer på land målt vindstød af stormstyrke. Det kraftigste af dem, var ved Tirstrup på Djursland, hvor vindmåleren viste 28,3 meter per sekund.

Højeste vindstød fredag. I Thyborøn og på Røsnæs nåede vindstødene stærk storm.
Højeste vindstød fredag. I Thyborøn og på Røsnæs nåede vindstødene stærk storm. Foto: Grafik / TV 2 VEJRET

Kraftigste blæsevejr i marts i fem år

Selvom det kraftige blæsevejr ikke er en regulær storm, går der alligevel noget tid mellem, at det blæser så kraftigt i årets første forårsmåned.

Senest vi oplevede lignende vindstyrker var den 15. marts 2014, hvor 'kulingen Carl' passerede Danmark.

Dengang nåede middelvinden også 23,7 meter per sekund, mens vindstødene var endnu kraftigere og toppede med 32,0 meter per sekund.

Senest vi oplevede fuld storm i marts, var for otte år siden - i 2011.

Samlet set er fredagens blæsevejr det kraftigste, der har ramt Danmark, siden stormen Alfrida ramte os nytårsdag.

Har skabt problemer

Den kraftige vind har skabt problemer flere steder i landet, hvor blandt andet væltede træer har skabt problemer.

Ligeledes har der været forsinkelser i Københavns Lufthavn som følge af den kraftige blæst, og Scandlines har aflyst otte færgeafgange mellem Gedser og Rostock.

Storebælt er oprørt den 8. marts 2019.
Storebælt er oprørt den 8. marts 2019. Foto: Hanne Stage Nielsen / Privatfoto

I morgen lørdag fortsætter det blæsende vejr med vindstød af stormstyrke eller stærk storm langs den jyske vestkyst.